Fisken de kaldte Wanda

Jamie Lee Curtis fejrer fødselsdag i dag, og i skrivende stund sidder hun måske og spiser morgenmad i familiens skød i Californien. Eller også sover hun længe. Det er trods alt søndag. I så fald er det hende vel undt.

Hun fylder 62, og hun er en smuk kvinde i sin bedste alder. Still going strong, som de siger. Hun er naturligvis stjernen i Halloween-filmene, som du sikkert ved, men hun har en lang, flot og alsidig karriere bag sig.

Måske har du også bemærket, at jeg er håbløst forelsket i hende, og jeg har allerede været vidt omkring i hendes filmografi. Men der er stadig mange klassikere tilbage, og i aften vil jeg fejre hende med denne lille sag.

Fisken de kaldte Wanda er en britisk-amerikansk komedie skrevet af John Cleese. Det er næppe nødvendigt at introducere ham, men hvis du alligevel er i tvivl, siger jeg Monty Python og Halløj på badehotellet. Han er den lange starut med de gakkede gangarter.

En anden Monty Python-kollega, Michael Palin, medvirker også, og amerikanerne deltager med Kevin Kline (Kalendermordene) og dagens fødselar, der er filmens skønne titelfigur – altså ud over en faktisk fisk, der også hedder Wanda.

Jamie, Kevin og Michael er en del af en røverbande, der begår et diamantkup. Bandens leder bliver anholdt, og Jamie forsøger at forføre forsvarsadvokaten (John) for at finde ud af, hvor bandelederen har skjult diamanterne.

Hvem snører hvem?

Det er en fantastisk hvem-snører-hvem-komedie med et sprudlende firkløver, der morede sig så godt sammen, at de senere lavede Bidske bæster også. Ikke en efterfølger, bare en ny film med de fire i nye roller. De kunne ikke undvære hinanden.

Tilfældigvis følger jeg både Jamie og John, og den anden dag lavede han et opslag med et gammelt billede, hvor han var en høj, akavet teenager. Hun skrev i en kommentar, at hun også ville have forelsket sig i ham dengang. De to danner ikke par i virkeligheden, men det er skønt at se, at de stadig er (formoder jeg) nære venner.

Den kemi skinner igennem i filmen. Der opstår filmmagi, og det er særligt vigtigt i komedier. Der er opskrifter til alle andre genrer. Groft sagt. Men humor er noget andet. Især i et godt gammeldags lystspil med rappe replikker og fysisk komik.

Filmen var en kæmpe succes allerede dengang. Et stort biografhit og en anmelder-darling. Den blev endda nomineret til flere priser. I Monty Pythons hjemland blev den nomineret til hele syv BAFTA’er inkl. alle de store kategorier. Cleese og Palin vandt begge for deres hovedrolle og birolle. På den anden side af andedammen nominerede amerikanerne instruktøren, manuskriptet samt Kevin Kline i bedste birolle. Kline vandt sin første og eneste Oscar for rollen som Otto.

Det er mange, mange år siden, jeg så den første gang, men den holder stadig, og den er en klassiker. Den lever op til alle mine minder og forventninger, og det herlige firkløver er præcis, som jeg huskede dem. Den får alle ti hjerter.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.