A.I. Artificial Intelligence er et science fiction-thriller fra 2001 skrevet og instrueret af Steven Spielberg. Den er baseret på Supertoys Last All Summer Long, en novelle fra 1969 af den britiske forfatter, Brian Aldiss.
Filmens tilblivelse begyndte med Stanley Kubrick i 1970’erne. Han hyrede Aldiss til at skrive et oplæg, men endte med at fyre ham igen i 1989. Ifølge Aldiss hyrede Kubrick dernæst hans svorne fjende, en britisk forfatter-rival, Ian Watson. Aldiss endte dog med at holde af den endelige film.
Kubrick ønskede at skabe en moderne Pinocchio-historie, og Watson lystrede. Men filmen havnede alligevel i et udviklingshelvede, fordi filmmageren ikke følte, et barn ville kunne spille rollen, og CGI var endnu ikke i stand til at skabe karakteren.
Spielberg blev hyret af Kubrick allerede i 1985, men han måtte pænt vente i kulisserne. Først i 1999, da Kubrick døde, kom der gang i projektet igen, da Kubricks enke tog fat i Spielberg. Han skrev et manuskript på baggrund af Watsons oplæg, og han fandt det perfekte barn, da han så The Sixth Sense.
Futurisme og post-apokalyptik
Haley Joel Osment er David, det første mekaniske barn udviklet til at kunne elske sine biologiske forældre. Ikke bare simulere kærlighed, men føle den også. Hvilket naturligvis er et af filmens moralske temaer.
Jeg vil ikke afsløre mere om handlingen, for der er mange detaljer og drejninger, som fungerer bedst, når man ikke kender dem allerede. Også ved gensyn, hvor man lykkeligt har glemt de fleste efter to årtier.
Det er en film med masser af fede effekter og opfindsomme detaljer. Man kan godt mærke, den er inspireret af et gammelt eventyr. Men de er alle svøbt ind i historien. Det er ikke et stort, blinkende CGI-cirkus. Snarere en skøn blanding af futurisme og post-apokalyptik.
Det er en fremragende film, og den er meget bedre ved gensyn, hvor du får mulighed for at tygge grundigt på hver detalje og opdage alle dem, du missede første gang.
Det er en fascinerende opdatering af Pinocchios fortælling og en tankevækkende science fiction-film, der kigger kritisk på menneskeheden, konsumerisme og vores behovsdrevne natur samt de moralske aspekter ved kunstige skabninger med følelser og bevidsthed i vores brug-og-smid-væk-kultur.
Der er også en dyster side. Nogle scener er uhyggelige på en meget Kubrick’sk måde. Selv David kan være skræmmende i visse scener. HavdeKibrick instrueret, ville han formentlig have taget filmen endnu mere i den retning end Spielberg.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Jeg vil ikke kalde den perfekt. Der er nogle pudsige detaljer i handlingen. Hvorfor har professor Hobby kontor i en oversvømmet, efterladt by? Her har de tilsyneladende fulgt logikken i et eventyrs rejse, og det karambolerer med logikken i en moderne science fiction-film. Man kan også diskutere om slutningens fjerde akt er nødvendig, eller om temaerne havde stået stærkere, hvis den var endt uforløst med Davids evige bøn til den blå fe.
Men det er en storslået filmoplevelse og en rørende fortælling. Alle de gode idéer og detaljer og den i øvrigt sublime udførelse opvejer småtingene.
