American Ninja 2: The Confrontation

Michael Dudikoff kan næsten ikke tro sine egne øjne.

American Ninja 2: The Confrontation er en actionthriller fra 1987 instrueret af Sam Firstenberg. Han gav os også den første film samt Jæger uden nåde og mange andre billige actionfilm i 80’erne og 90’erne.

Den amerikanske ninja, Joe Armstrong (Michael Dudikoff), og soldaterkammeraten Curtis Jackson (Steve James) sendes til en lille ø i Caribbien for at efterforske fire marinesoldaters mystiske forsvinden. Her erfarer de hurtigt, at der er ninjaer på spil.

Det handler om narkohandel for mange millioner, men også om genetiske superninjaer udviklet af en stakkels, bortført videnskabsmand. Hans datter leder efter ham, og da nøden er størst, er Armstrong en hesteløs ridder i paradeuniform.

Advarsel! Spoiler i dette afsnit!

Det lykkes dem ikke at redde faderen. Han dør i den store finale. Men det skøjter filmen forbavsende let henover. Hverken tårer eller så meget som et ord ytrer datteren om den detalje. Til gengæld rejser hun med Armstrong hjem.

Jeg mindes andre film, hvor døtre leder efter deres fædre. Det er ikke vildt originalt, og mikset af narkohandel og superninjaer er ret skørt. Især fordi korruption og helt almindelige (og overraskende møgbeskidte) håndlangere samt god, gammeldags korruption allerede har løst alle skurkens problemer.

Det ville være svært at finde en film, hvor ingen karakterer begår dumme, komplet ulogiske handlinger. Men at kidnappe fire marinesoldater bare for at have dem som reserve i et kælderrum, når man burde vide, at det amerikanske militær vil lede efter dem, virker ekseptionelt dumt.

Ingen dårlige ninjafilm!

1’eren var en bedre film. Trods ninjaer overalt var den mere jordnær. Den handlede om den rebelske Armstrong med den mystiske fortid. Han mødte en dame, fik nye venner og ordnede nogle skurke. Enkelt og lige til.

Men 2’eren er stadig underholdende. Der er masser af action i form af nærkampe, biljagter og andet guf. Man kan grine af de skøre detaljer, og som nogen filmnørder ville sige; der findes ingen dårlige ninjafilm!

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.