Arthur Curry (Jason Momoa) er søn af en fyrtårnspasser og dronning Atlanna (Nicole Kidman), men han har valgt et liv på landjorden, fordi moderens verden dødsdømte hende og ikke vil anerkende ham som andet end et vederstyggeligt gadekryds.
Men et opgør ulmer på havets bund, hvor Arthurs halvbror, kong Orm (Patrick Wilson), forsøger at forene de syv riger og gå i krig mod menneskene. Prinsesse Mera (Amber Heard), Orms trolovede og Atlantis’ kommende dronning, deler ikke hans krigslyst, så hun forsøger at overtale Arthur til at gøre krav på tronen og stoppe kong Orm.
Jason Momoa er et kontroversielt valg, for han ligner overhovedet ikke den hvide, blonde superhelt fra tegneserierne, og internettet tæppebombede ham – og Zack Snyder – med kritik og spydige kommentarer, da han blev castet til Batman v Superman. Men tiden må have læget de værste sorger, eller også var det bare et højlydt mindretal, for Aquaman er et biografhit, og modtagelsen er hovedsageligt positiv.
God, gammeldags superheltefilm
Lige som filmuniversets første succeshistorie, Wonder Woman, er Aquaman en superheltefilm lavet i samme positive ånd som de gamle Superman-film med Christopher Reeve og senere Sam Raimis Spider-Man-film samt de fleste Marvel-film.
Det er næppe hvad Snyder havde planlagt, da han castede Momoa, der dengang var bedst kendt som voldtægtsbarbaren Khal Drogo i Game of Thrones, men det er åbenbart, hvad publikum vil have. Og det har de fået.
Filmen er et spektakulært actioneventyr, der byder på mægtige tvekampe, mytologiske prøvelser, gådefulde opdagelsesrejser og masser af superhelteaction. De mange scener under vand er så fuld af fantasifulde væsener og avanceret teknologi, at de er som taget ud af et rumeventyr.
Historien er en anelse forudsigelig, for den er fortalt mange gange før. Den læner sig op af de gamle legender og arketypiske plotelementer. Skuespillet er heller ikke alt for imponerende, men Momoas egen blandede etnicitet passer godt til rollen og filmens tema.
Patrick Wilson er god som arisk-udseende overklasseskurk. Jeg kan godt lide Amber Heard, men jeg synes ikke, hun passer til rollen som Mera. Nicole Kidman er også med filmen, og det er vist det, man kan sige om hende. Og endelig er der Willem Dafoe, som de bruger alt for lidt.
Men den samlede filmoplevelse er positiv. Den lever højt på action og fantastiske, visuelle effekter, og selvom den er en anelse forudsigelig, er den alligevel underholdende og medrivende.
