
Bangkok Dangerous er et amerikansk actiondrama fra 2008. Det er et remake af en thailandsk film fra 1999. I modsætning til de fleste amerikanske remakes er den dog instrueret af samme instruktører, Danny og Oxide Pang.
Joe (Nicolas Cage) er professionel lejemorder, og han er god, fordi ingen aner, hvem han er. Han er forsigtig, og han følger de regler, han har lært. Han involverer sig ikke, han stiller ingen spørgsmål, og han sletter alle spor. Han ved også, den dag han begynder at tænke over det, han laver, er det på tide at stoppe.
Det er ikke som sådan en actionfilm. Der er action, men handlingen følger en mand, der har truffet et valg og begynder at se sig selv, sit liv og den verden, han lever i, med andre øjne. Den overrasker og byder på mere end forventet.
Den skal ikke forveksles med f.eks. Assassins, hvor Sylvester Stallone også spiller en lejemorder, der beslutter sig for at stoppe. Léon med Jean Reno og Natalie Portman er et bedre bud på en sammenligning. Den er ikke oppe på samme niveau, men den overrasker positivt.











