Beauty and the Beast – i denne udgave – er en romantisk fantasy-dramaserie fra 1987 skrevet og produceret af bl.a. George R. R. Martin, forfatteren til A Song of Fire and Ice, den populære bogserie bag Game of Thrones.
Den foregår i nutiden og har meget lidt til fælles med det oprindelige, franske eventyr, den er baseret på. Vincent, udyret, er ingen forhekset prins. I stedet er han en af samfundets udstødte, en mystisk, løvelignende mand, der bor i New Yorks undergrund. Trods sit dyriske udseende er han intelligent, dannet og en blid kæmpe – altså så længe ingen generer ham eller dem, han har kær.
Catherine, skønheden, er advokat hos anklagemyndigheden. Hun møder Vincent, da han redder hende efter et brutalt overfald, og selvom de er fra hver sin verden, opstår der et ubrydeligt bånd i mellem dem.
Fabelagtig, smuk og poetisk
Det er en gammel serie, men alderen er kun synlig i 4:3-formatet og 80’ernes modeluner. Produktionsniveauet er overraskende højt. Effekterne er ganske vist begrænset til relativt få og simple stunts, skuddueller og eksplosioner. Men Vincents maskering er forbavsende god. Det samme er de underjordiske kulisser.
Forfatterskabet er fabelagtigt smukt og poetisk. Der er drama, spænding og romantik på et niveau langt over 80’ernes øvrige TV-landskab.
Formlen er ugebaseret, men der er stor variation i de ugentlige fortællinger. Det er endnu en glædelig overraskelse. Naturligvis gør de brug af Catherines job hos anklagemyndigheden, men du får ikke bare en ny mordsag eller lignende hver uge. Tværtimod. Vinklen skifter hele tiden, og det er lige så ofte Vincent, hans verden og personerne deri, som skaber handlingen.
Vincent og Catherine, udødeliggjort af Ron Perlman og Linda Hamilton, en smuk løvemand og hans underskønne veninde, er det naturlige omdrejningspunkt. Deres umulige, ulykkelige, men også spirende kærlighed er et bærende element.
Det er ikke bare et underforstået will-they-won’t-they-forhold a la Mulder og Scully i X-Files. Her er det snarere: “They would if they could, but they can’t – or can they?”
Med andre ord er romantikken og dramaet i højsæde. Nogle afsnit er udelukkende dedikeret til udviklingen i Vincent og Catherines forhold. Den gør sit kildemateriale ære, og det er positivt, at de ikke bare vælger den nemme løsning med action og opklaring af forbrydelser.
Linda er god – og smuk – som forventet, men Ron er faktisk den største overraskelse. Jeg har ikke set ham i meget andet. Ofte spiller han store håndlangere og lignende. Og så naturligvis Hellboy. Men han er virkelig god som Vincent. Han lægger mange følelser og skjulte talenter i rollen. Ofte overstråler han endda Linda.
Jeg har i første omgang genset hele første sæson. Det har været et vidunderligt gensyn med mange store overraskelser. Især Vincents eventyrlige verden under New York er en stor overraskelse. Jeg huskede ikke, den fyldte så meget. Dens historie. Filosofien bag den. Persongalleriet, deres hverdag og oplevelser.
Den samlede pakke fortjener alle ti hjerter.