Buffy the Vampire Slayer

Sarah Michelle Gellar som vampyrjægeren Buffy Summers.

Buffy the Vampire Slayer er en fantasy-ungdomsserie fra 1997 skabt af Joss Whedon. Den er baseret på en gyserkomedie fra 1992 med bl.a. Rutger Hauer og Donald Sutherland i store roller.

Kristy Swanson er titelkarakteren i filmen, men rollen overtages af Sarah Michelle Gellar i serien. Den kørte i hele syv sæsoner, og den førte til spin-off-serien Angel, hvor Whedons vampyr-univers fortsatte i fem sæsoner.

Helvedes gab

Buffy og hendes mor er lige flyttet til Sunnydale. Det er Buffys første skoledag, og hun møder hurtigt sine trofaste venner, Xander og Willow. Hendes kommende vogter, Giles, har allerede etableret sig som skolens bibliotekar. Og der er vampyrer i omløb.

Filmen er oprindelseshistorien. Buffy ved allerede, hun er den udvalgte vampyrdræber. Der er vage referencer til kampen på hendes tidligere skole. Den spilder ikke tiden men haster videre til nye udfordringer.

Sunnydale ligger ovenpå “Helvedes gab,” og en ældre, mægtig vampyr forbereder sin tilbagekomst. Han skal bare lige snacke på nogle unge mennesker først. Den uvillige vampyrdræber, altså Buffy, må acceptere sin skæbne og stramme hårelastikken.

Hyggeligt gensyn

Det starter godt. Overraskende godt. På flere områder er niveauet højere, end jeg huskede. Skriveriet og skuespillet er sammenligneligt med 90’er-film som Urban Legend og Scream. Det er mere, end jeg forventede af den gamle ungdomsgyserserie.

På ét punkt er den håbløst ringe. Slåskampene mellem Buffy og vampyrerne. Måske bliver det bedre med tiden, men det starter rigtigt skidt med uimponerende tøsespark og kluntet klippearbejde.

I den tekniske afdeling er det ærgerligt, at udgaven på Disney Plus er beskåret og tilpasset widescreen-formatet på en moderne fladskærm. Det er ikke åbenlyst hele tiden, men der er nogle grimme steder, hvor personer skæres over. Jeg lever hellere end gerne med sorte bjælker i siderne i stedet.

Men det er god underholdning alligevel. Den vækker masser af minder, og det er sjovt at se den igen.

Bedre, end jeg huskede

Den handler om meget andet end vampyrer. Buffy og co. kæmper også mod hekse, insekt-damer, dæmoniske hyæner og mange andre ondsindede skabninger. Der er god variation i de mange ugentlige udfordringer.

Det er som en kavalkade af 80’ernes og 90’ernes teenage-gysere. Fright Night og Vamp er oplagte inspirationskilder til seriens vampyrer. De mange øvrige monstre er som taget ud af genrens billige gys.

Den er ikke som sådan ældet med ynde. Den er et produkt af sin tid. Nutidens unge vil formentlig tænke, den er gammeldags og derfor dårlig. Men nostalgikere og fans af B-film vil måske falde for den på ny. Den er bedre, end jeg huskede. Jeg hygger mig.

Du kan se den på Disney Plus.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.