Captain America: Civil War er den tredje solofilm med de forenede staters nationalhelt, men den er også et vigtigt kapitel i Marvels samlede filmunivers, og der er mange, der betragter den som en slags Avengers 2.5, fordi den er propfuld af superhelte.
Handlingen er løst baseret på tegneserieforfatteren Mark Millars Civil War fra 2006, hvori tegneserieheltene opsplittes i to lejre pga. en ny lov, den såkaldte Superhero Registration Act, der kræver, at alle supermennesker lader sig registrere og regulere. Den ene lejr består af de helte, der accepterer og følger den nye lov, og den anden lejr er imod loven.
Tegneserien er kontroversiel, og den har mange modstandere, der mener, at heltene aldrig ville handle, som de gør i historien. Men jeg er også stødt på masser af mennesker, der forsvarer principperne bag loven. Og det er pointen. Udgangspunktet er ikke entydigt rigtigt eller forkert. Der er gode argumenter på begge sider. Alle føler, at de gør det rigtige. Eskaleringen er problemet, og gode intentioner fører til dårlige beslutninger.
Inspireret af virkeligheden
Millar skrev den i 2004 i en periode, der var præget af angrebet den 11. september 2001. En af virkelighedens omstridte love, der blev vedtaget i den periode, den amerikanske Patriot Act, har det til fælles med tegneseriens nye superheltelov, at selvom der er masser af gode intentioner hos både beslutningstagerne og ordenshåndhæverne, og de alle vil hævde, at de gør det rigtige, er resultatet ikke altid positivt, kønt eller ønskværdigt.
Virkeligheden er ofte sådan. En situation kan udvikle sig, og en konflikt kan eskalere på en måde, ingen forudså eller ønskede. Selv gode mennesker kan træffe dårlige og forkerte valg. Ikke alle kan lide, at superhelte bliver menneskeliggjort i en sådan grad, at de kan handle forkert eller dumt. Men Marvels helte har altid været meget menneskelige også.
Tegneserien vs. filmen
Filmen er kun løst baseret på Millars historie. Verdens lande vedtager også en superheltelov, men det er faktisk ikke loven, de slås om. De diskuterer den, men de begynder først at slås, da Bucky, Caps gamle ven og soldaterkammerat, der vendte tilbage som hjernevasket lejemorder i Captain America: Winter Soldier, bliver anklaget for at stå bag et bombeangreb mod et internationalt topmøde.
Cap er overbevist om Buckys uskyld, og han kæmper for at opklare, hvad der i virkeligheden foregår. Iron Man og de andre frygter, at Cap ikke ser klart, og de forsøger at stoppe ham, så Bucky kan blive retsforfulgt.
Jeg vil ikke afsløre alle detaljerne, men det er en væsentlig forskel mellem filmen og tegneserien, og den er værd at nævne. Selv hvis man ikke ku’ li’ tegneserien, er det muligt at holde af filmen, for selvom den rummer nogle af de samme indledende argumenter, når den aldrig frem til den samme eskalerende konflikt. Alle de argumenter, man har imod tegneserien, gælder ikke nødvendigvis imod filmen.
Så kan man naturligvis have andre argumenter imod filmen. Det er en anden snak.
Cap og Bucky
Det er en velskrevet actionthriller med mange gode overraskelser. Jeg vil ikke kalde den Avengers 2.5, for selvom rollelisten flyder over med superhelte, er det Cap og Buckys historie, der er i centrum. Cap er helten, der kæmper for sin ven og for at opklare, hvad der foregår – og hvem den rigtige skurk er. De andre er biroller.
Der er masser af action også. Mange fremhæver den store kamp i lufthavnen, men jeg synes faktisk, den bedste actionscene er Caps kamp imod en politistyrke i en trappeopgang, for den er mere intens og byder på masser af velkoreograferede nærkampe. Der er naturligvis også fede øjeblikke i den store kamp mellem de to grupper, hvor alle får lov til at vise, hvad de gør bedst. Men der er ikke den samme spænding og intensitet i den kamp.
Da jeg lige havde set filmen første gang, var jeg blæst omkuld af et kæmpemæssigt helhedsindtryk, der omfattede alle de store øjeblikke og naturligvis introduktionen af Spider-Man Jeg overvejede seriøst, om den hørte hjemme i min personlige top 3.
Men jeg har sovet på den mange gange siden, og jeg kan ikke længere svinge mig helt derop. Den er stadig underholdende og fuld af store øjeblikke, og jeg kan stadig li’ Caps historie og det rigtige plot. Men jeg kan ikke komme udenom, det er en halvbagt version af Civil War, der føles mere som et skænderi end en borgerkrig. Jeg siger ikke, at de skulle have lavet den lige som tegneserien, men de kunne godt have lavet en film, hvor den nye lov og konflikten var i centrum og ikke bare et subplot. Så ville titlen passe bedre. Og det trækker ned.
