Creed er et sportsdrama fra 2015 skrevet og instrueret af Ryan Coogler. Han er også manden bag de to Black Panther-film. Det er en efterfølger til Rocky Balboa og et spin-off, der følger Apollo Creeds søn, Adonis.
Michael B. Jordan, også kendt som Killmonger i Black Panther og Johnny Storm i Fantastic Four, er førnævnte boksesøn. Han voksede op i systemet, men blev adopteret af sin fars enke, da han var 12 år gammel.
Han var en vred dreng, der altid sloges, og selvom hun adopterede ham, er han en vred, ung mand som voksen. Han kvitter sit job for at bokse og opsøger sin fars gamle boksepude, Rocky, for at få ham som træner.
Yes! Rocky er nemlig også tilbage. Denne gang skal han ikke i ringen. Det ville trods alt blive lidt for meget. I stedet får han rollen som Adonis’ mr. Miyagi, hans mentor og læremester, og heldigvis går det ikke som da han trænede Tommy Gunn i Rocky V.
Solid boksefilm
Det er en solid boksefilm, der spiller på mange af de samme tangenter som den første Rocky. Den væsentligste forskel er dog, at Adonis har sin fars formue og eftermæle i sit ringhjørne, hvorimod Rocky var en fattiglus og nobody.
Samtidig er Adonis yngre og fuld af selvtillid og gå-på-mod. Han bliver dog en anelse mere ydmyg, da det gælder. Rocky havde bokset længe og stod snarere overfor et muligt karrierestop, da chancen bød sig. De er på alle måder to meget forskellige karakterer.
Det er naturligvis godt, at de ikke ligner hinanden, og med Apollos eftermæle følger andre problemer. For Adonis er det mere et åg end en hjælp. Men det får ham dog ind i varmen hos Rocky.
For mig er det især gensynet med Rocky, der vækker glæde. Jeg tror ikke filmen havde været nær så stærk uden ham. Men det er ikke en kritik. Det samme kan siges om f.eks. Top Gun: Maverick. Begge film bygger videre på et solidt fundament.
Selvom den spiller på mange af de samme tangenter som Rocky, og nogle melodistykker er næsten identiske, er det en god fortælling i sin egen ret. Adonis er ikke Rocky, og Rocky er ikke Mick. Den finder sit eget fodfæste i forskellighederne mellem karaktererne.
Enkelte svipsere
Der er ganske vist enkelte svipsere. Jeg forstår f.eks. ikke, den sidste løbetur, der afslutter montagen før kampen, denne gang involverer motorcykler. Og selvom det måske havde været for meget at sende ham op af de samme trapper som Rocky, mangler der et eller andet i Adonis’ udgave.
Trapperne får en anden rolle, jeg ikke vil afsløre.
Modstanderen i finalekampen er ingen Apollo Creed, Clubber Lang eller Ivan Drago. Han er relativt anonym og intetsigende, da filmen fokuserer på Adonis og Rockys forhold i stedet for at opbygge denne karakter.
Men disse detaljer kan ikke rokke ved, det er en god film. Dét, den mister her, vinder den igen på andre tidspunkter. Rocky fylder naturligvis mere end Mick gjorde, og hans forhold til den unge bokser skaber filmen.
