Den lyserøde panter ser rødt (originaltitel: Curse of the Pink Panther) er den ottende og næstsidste film i den oprindelige serie. Det er den første uden optagelser med Peter Sellers, som døde af et hjerteanfald i 1980.
Mærkeligt nok blev den produceret samtidig med Trail of the Pink Panther, hvor instruktøren Blake Edwards anvendte gamle optagelser med Sellers og sendte en journalist (Joanna Lumley) på sporet af Clouseau.
Begge film overlapper og indledes med samme præmis. Clouseau efterforsker endnu et tyveri af den berømte, lyserøde diamant, da han forsvinder sporløst. Men i denne film sætter de en amerikansk politimand på opgaven.
Storfloppende malkepanter
Trods Sellers død, ønskede alle at malke den stakkels panter for hver en dråbe, og de havde store planer med den nye politimand. De forsøgte at caste komikere som Dudley Moore og Rowan Atkinson. Da det ikke lykkedes, faldt valget på Ted Wass, som dengang var kendt i USA fra TV-serien Soap.
Filmen storfloppede og alle planer blev skrinlagt i en fart. Anmelderne flåede den i småbidder, og den omsatte ikke engang halvdelen af sit budget i biograferne. Edwards og filmselskabet sagsøgte hinanden. Alle var arrige, og Sellers roterede i sin grav.
De burde nok have regnet ud, det ville gå så galt. Dels er Wass ingen Sellers, men han er også forbavsende karismaløs. Hvordan de er gået fra ønske-castinger som Moore og Atkinson til denne karklud, er en gåde.
Gamle sjatter på nye flasker
Edwards stemplede på en måde ud, da han første gang overvejede at genbruge tidl. optagelser, for alle filmene siden har anvendt de samme plottråde og karakterer. Gangstere og lejemordere, tyveriet af diamanten osv.
Den nye detektiv træder i alle de samme fodspor, udspørger alle de samme kendinge, slås med Cato, driver Dreyfus til vanvid og forsøges myrdet af en amerikanske mafioso. Det er en stor omgang deja vu.
Måske tænkte de, det skulle være en hyldest til Clouseau. Men den fik vi jo allerede i forgængeren. Denne burde have valgt nogle andre retninger. Måske havde Wass også været bedre, hvis ikke rollen blev presset ned i det tomrum, Clouseau efterlod.
Få højdepunkter
Der er sjove øjeblikke her og der. Scenen med baderingen er lidt af en komisk genistreg. Roger Moore har en lille, men skæg rolle, hvor han viser nye sider af sit talent. Andre gamle kendinge får mere at lave i denne film end i forgængerens interview-scener.
Der er således noget nyt at se, trods alt. Men den samlede oplevelse er mere undervældende end overvældende.
Du kan se alle filmene på Prime.
