Matt Lucas, Charity Wakefield, Justin Chatwin og Peter Capaldi i The Return of Doctor Mysterio.
Doctor Who er en britisk TV-serie, der kørte fra 1963 til 1989 og vendte tilbage i 2005. Som popkulturfænomen er den Storbritanniens svar på Star Wars og Star Trek.
Serien er i dag en franchise, der tæller film, spin-off-serier, talkshows, bøger, tegneserier, radioprogrammer og endda teaterstykker, og den dyrkes af millioner af mennesker, som kalder sig Whovians.
Handlingen følger et tidsrejsende rumvæsen, der præsenterer sig som “The Doctor,” hvortil svaret oftest er: “Doctor who?” (deraf titlen).
Han (eller hun – og det kan vi vende tilbage til) er særligt glad for mennesker og rejser oftest med unge kvinder i et rumskib med navnet T.A.R.D.I.S. (Time and Relative Dimension in Space), der er forklædt som en gammeldags politiboks (en telefonboks for det britiske politi), men er meget større indeni.
Mere eller mindre udødelig
Doktoren er en Time Lord, en race fra planeten Gallifrey. Udadtil ligner han et almindeligt mennesker, men han har to hjerter, og han er mere eller mindre udødelig. Dels ældes han ekstremt langsomt, men han reinkarnerer – kaldet regeneration – også med jævne mellemrum.
Gennem tiden har han desuden demonstreret mange andre overmenneskelige egenskaber samt højere intelligens og visse telepatiske evner.
Regeneration er en egenskab, forfatterne opfandt i 1966, da de var nødt til at recaste doktoren for første gang. Det viste sig at være en genial løsning, som har sikret TV-seriens lange levetid og sørget for hyppige fornyelser.
Efter i alt 37 sæsoner har der været 13 forskellige doktorer.
Elisabeth Sladen og Tom Baker.
Jeg husker at have zappet forbi Doctor Who, da jeg var barn, og jeg kan genkende den 4. doktor, den længst “siddende” doktor, spillet af Tom Baker. Men jeg husker også, at jeg syntes, det så meget mærkeligt ud dengang, og jeg blev aldrig hængende.
Semi-Whovian fra og med 2005
Det blev Matt Smith, den 11. doktor, der fangede min opmærksomhed, da jeg så et afsnit for nogle år siden på BBC. Jeg fandt den derefter på Netflix, som dengang havde alle sæsoner fra og med 2005.
Jeg vil ikke kalde mig en ægte Whovian, da jeg ikke har set de gamle sæsoner fra 1963 til 1989, og jeg hverken samler eller klæder mig ud og tager til messer. Men jeg er vild med Doctor Who i dag.
Billie Piper og Christopher Eccleston.
I første sæson i den nye æra møder vi den 9. doktor, spillet af Christopher Eccleston (Heroes), og hans unge følgesvend, Rose Tyler, spillet af Billie Piper (Penny Dreadful).
Eccleston var kun doktor i en enkelt sæson, så jeg nåede aldrig rigtigt at blive vild med ham. Men sæsonen fungerer fint som en introduktion til doktoren og hans eventyrlige science fiction-univers.
Han blev afløst af David Tennant, der er en fremragende 10. doktor i tre sæsoner, hvor Billie Piper også følger med, og forfatterne for alvor kommer i omdrejninger. De tre sæsoner med Tennant byder på masser af store eventyr, spændende, nye karakterer og gensyn med gamle venner og fjender.
Forelsket i Matt Smith
Men jeg var allerede forelsket i hans afløser, den 11. doktor, Matt Smith, og jeg må indrømme, det påvirkede mig. Jeg har siden sat langt mere pris på Tennant i TV-serierne Broadchurch og Jessica Jones.
Jenna Coleman og Matt Smith.
Hver ny doktor sætter sit eget præg på karakteren, og med hver fornyelse følger også nye idéer, historier, verdener, venner og fjender. Alt det, jeg bedst kan lide ved Doctor Who, finder jeg i de tre sæsoner med Matt Smith.
Herunder også mine to yndlingsfølgesvende, Amy Pond (Karen Gillian) og Clara Oswald (Jenna Coleman), doktorens on/off hustru, River Song (Alex Kingston), skurke som de grædende engle (Weeping Angels) og masser af vidunderlige mysterier.
Magiske Moffat
Forfattere og producere kan gøre en stor forskel. Steven Moffat, der også er kendt for sit arbejde på Sherlock med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman – en TV-serie, jeg også er vild med – afløste Russell T. Davies som hovedforfatter og producer samtidig med skiftet fra Tennant til Smith.
Moffat fortsatte som TV-seriens styrmand i de næste tre sæsoner med den 12. doktor, Peter Capaldi, og selvom jeg stadig foretrækker Smith, mærker jeg Moffats fortsatte tilstedeværelse.
De tre sæsoner med Capaldi har bevaret den samme stemning og humor, og den samme tilgang til science fiction og mytologien. Det er tydeligt, at ud over Smiths egen charme som doktoren – og hans skønne følgesvende – spiller Moffats arbejde en stor rolle for mig.
Jenna Coleman og Peter Capaldi.
Jeg har netop set Capaldis sidste sæson på Netflix. Den 11. sæson (i den nye æra) med den 13. doktor, den første kvindelige doktor – ja, Time Lords kan skifte køn, når de regenererer – spillet af Jodie Whittaker (Black Mirror, Broadchurch) får premiere i oktober i år.
Moffat stopper også. Han bliver afløst af Chris Chibnall, som tidligere har arbejdet på Torchwood, en spin-off-serie til Doctor Who. Han er også skaberen af førnævnte Broadchurch.
Jeg vender tilbage til ham og Jodie Whittaker, når jeg har set, hvad de finder på.
Herlig underholdning
Capaldi har været en fin doktor, og som nævnt har Moffat sørget for, den røde tråd er bevaret. Denne sæson åbnede med The Return of Doctor Mysterio, som er et vaskeægte superhelteeventyr i samme ånd som de gode, gamle film med Christopher Reeve som Superman. Det er herlig underholdning.
Capaldis tid som doktoren introducerer også en ny inkarnation af en klassisk fjende, “The Master,” der har gennemgået en kønsskifteregeration og blevet til Missy. Hun er en fascinerende og forførende – på sin egen skæve måde – femme fatale, der klæder serien og franchisens mytologi.
Michelle Gomez som Missy, en kvindelig inkarnation af “The Master.”
Jeg sammenlignede i begyndelsen Doctor Who med Star Wars og Star Trek som popkulturfænomen. Kigger man i stedet på indholdet, er der enorme forskelle, men også visse ligheder.
Doctor Who kan være lige så eventyrlig i sin tilgang til science fiction som Star Wars, men serien kan også have en videnskabelig autenticitet, der trækker den tættere på Star Trek.
Der er store rumkrige mellem gode helte og onde skurke, men der er også konflikter, som beror på misforståelser mellem forskellige intergalaktiske racer og kulturer, hvor tolerance og diplomati er svaret. Endelig er der elementer som horror og magi. Doctor Who spænder vidt og rummer alt det bedste fra de mest fantasifulde genrer.
Genialt legebarn
Der er desuden masser af god humor i hans karakter, samspillet med hans mange følgesvende, de fantasifulde historier og de mange væsener, han møder.
Doktoren selv ligner ingen andre – ud over dem, han eventuelt har inspireret, som f.eks. Dirk Gently. Han er først og fremmest excentrisk, og det er næsten en underdrivelse. Han er et galt, genialt legebarn, der altid opsøger farer, og dumdristigt træder til, når nøden er størst. Han kan ikke slås, men han kan altid regne den ud, og han vinder altid.
Pr. 10. december kan du se 10 sæsoner på Prime. Disse dækker sæsonerne fra 2005 (Eccleston og Piper) til Capaldis sidste.
