Dødbringende våben 4

Dødbringende våben 4 (originaltitel: Lethal Weapon 4) er en actionkomedie fra 1998 instrueret af Richard Donner. Han er manden bag de tre første film samt Superman: The Movie, The Goonies og mange, mange andre.

På en hyggelig aftenfisketur bliver Riggs, Murtaugh og Leo næsten sejlet ned af et kinesisk fragtskib, og da de eftersætter, bliver de beskudt. Det viser sig at handle om menneskesmugling og slavehandel og andre ting, jeg ikke vil afsløre her.

Det er filmen, hvor Jet Li får sin amerikanske debut, og trods sin beskedne størrelse bliver han en kæmpe mundfuld for vores helte. Murtaugh er nu blevet fire gange for gammel til det lort, og Riggs bliver heller ikke yngre.

Li er en formidabel filmskurk. Langt mere end blot en håndlanger. Snarere en slags oprydder. En karakter af få ord. I stedet lader han sine hurtige næver og fødder tale.

De får også selskab af Chris Rock, og han er lige så Chris Rock-agtig som altid. Jeg synes ikke, han passer ind i filmenes humoristiske tone. Dog er der flere gode sammenstød mellem ham og Joe Pesci.

Som om det ikke er nok, er der hele to graviditeter i filmen. Riggs skal være far med Lorna (Rene Russo), og Murtaugh skal være bedstefar. Der er sket meget siden den første film i 1987. Måske for meget?

Det må være en smagssag. Heldigvis fylder babyræset næsten ingenting. Riggs og Murtaugh er lige så gode som altid, og der er masser af både sjove øjeblikke og fede actionscener med nye overraskelser. Jeg overgiver mig.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.