Don’t Look Up

Don’t Look Up er en katastrofefilm fra 2021 skrevet og instrueret af Adam McKay. Han er manden bag bl.a. Anchorman, The Other Guys og mange andre.

Jennifer Lawrence og Leonardo DiCaprio er et par astronomer, der opdager en komet på vej imod Jorden. Meryl Streep er den spin-fikserede, sexskandaleramte præsident, der benægter truslen.

Det er en satirisk katastrofefilm, ikke en traditionel komedie a la McKays øvrige værker. Humoren ligger i karikaturerne og samfundskritikken, som især er inspireret af verdens reaktion på, behandling af og debat om klimakrisen.

Man kan også læse covid19-situationen samt den generelle og tilsyneladende voksende modstand mod videnskab og fakta ind i den. Den stikker til fornægtelsen, politik og spin samt idéen om, at alle kan tro på deres egen sandhed og virkelighed.

Sjov og skræmmende

Den vælger klogt et element, kometen, ingen for alvor kan diskutere, med mindre de vitterligt ikke kigger op. Sådan sætter satire tingene på spidsen. Men den undlader også at være alt for rød eller blå i sin kritik. I princippet kan man kalde Streeps karakter en blanding af både Hillary og Donald.

Det er en interessant fortolkning af vores egen virkelighed, både politikerne, medierne og os selv. Som al god satire er det sjovt, ekstremt overdrevet og samtidig skræmmende realistisk. Man føler, den kan være tættere på sandheden, end man tør tro.

Jeg ved, det ikke er en film for alle. Nogen kalder den kedelig. Jeg synes, den er ret genial. Tankevækkende, velskrevet og sjov – på sin egen måde.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.