Dr. Horrible’s Sing-Along Blog

Dr. Horrible’s Sing-Along Blog er en original superhelte-musical skrevet og instrueret af Joss Whedon. Det er en kortfilm produceret til online udgivelse, og den blev skabt under forfatterstrejken i 2007-2008, hvor rigtigt mange sædvanlige projekter gik i stå.

Neil Patrick Harris er superskurken Dr. Horrible, der forsøger at blive optaget i The Evil League of Evil, hvor alle de største superskurke hører hjemme. Uheldigvis kommer hans ærkefjende, Captain Hammer spillet af Nathan Fillion, altid i vejen.

Men det er også et kærlighedsdrama, for Dr. Horrible er forelsket i Penny, en helt almindelig pige, han kender fra vaskeriet. Pludselig er han fanget mellem sine følelser og sine skurkagtige ambitioner. Og som om det ikke var rigeligt, gør Captain Hammer ondt værre.

Det er et ret genialt, lille hyggeprojekt. Humoren er god, intelligent og fuld af overraskelser. Den driller superheltegenren med et kærligt glimt i øjet og kan sammenlignes lidt med Grusomme mig, Megamind og Mystery Men, men den stikker også til musical-genren. Dog ikke mere end, at sangene er supergode.

Harris og Fillion har fantastisk god kemi, og man ville ønske, at det var en hel TV-serie og ikke bare en kortfilm på 42 minutter. Øv.

Slutningen tog fusen på mig. Jeg vil ikke afsløre den. Men jeg skulle lige sunde mig. Der er et budskab, især hvis man tænker lidt over fortællingens metaforiske egenskaber. Så den er ikke så dum, selvom den næsten rystede mig.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.