Den originale Dracula fra 1931 er baseret på et teaterstykke fra 1924, som er løst baseret på Bram Stokers berømte roman fra 1897. Det er i grove træk den samme velkendte fortælling. Grev Dracula forlader Transsylvanien og rejser til England, hvor der er masser af friske, unge kvinder, han kan stikke tænderne i, og en af dem er den skønne Mina Harker. Heldigvis dukker dr. Van Helsing op, og han ved, hvad der foregår.
Forskellen på Stokers roman og filmen ligger i detaljen. De har ændret nogle personers rolle, og så har de skåret store dele af historien ud. Af en eller anden grund har de også erstattet hvidløg med stormhat. Men isoleret set fungerer historien ganske fint.
Advarsel! En lille spoiler i dette afsnit! Der var en detalje, der forbløffede og morede mig. På Draculas slot i Transsylvanien bor der tre bæltedyr. De tøffer rundt i forhallen. WTF?!
Dr. Van Helsing og Grev Dracula.
Det er en klassisk gyser, måske endda gyserklassikeren over dem alle, men den er ikke uhyggelig. Tiden er løbet fra den. Vampyrer er blevet alt for almindelige, og det samme er alt det, som var skræmmende i filmmediets barndom. Dengang var det mere end rigeligt, den skumle Greve stirrede direkte ud i biografsalen med sit hypnotiserende blik og skumle smil. Man kan næsten se for sig, hvordan damerne dånede på stribe.
Men det er en interessant filmoplevelse, fordi den er så forskellig fra mere moderne film. Den ligger midt i skiftet fra stumfilm til talefilm, og den anvender mange af de virkemidler, der var almindelige i stumfilm.
Der er ikke meget action i den, og den vildeste specialeffekt er en flagermus. Men den er underholdende alligevel. Oftest fordi jeg morede mig, men jeg vil også anerkende scenerne med dr. Van Helsing. Den kommer rigtigt i gang, da han træder ind på scenen og begynder at afvikle mysteriet og tage kampen op med Dracula, og selvom tiden har forvandlet uhyggen til en munter kuriositet, fungerer kampen og dramaet stadig.
