Timothée Chalamet som Paul Atreides, senere Muad’Dib.
Instruktøren Denis Villeneuve har færdiggjort anden halvdel af filmatiseringen af Frank Huberts literære science fiction-klassiker, og han har smidt den ud til verdens biografer, så vi kan nyde det store værk. Det er hermed gjort.
Fortællingen samles op på ørkenplaneten Arrakis, hvor Paul Atreides sammen med sin mor er på flugt fra Harkonnens tropper. De får hjælp af Fremen-folket, og begge integreres på hver sin måde. Spådommen udspiller sig tilsyneladende efter bogen, selvom Paul er i syv sind og meget glad for sin nye veninde, Fremen-pigen Chani.
Andre steder i galaksen begynder nye aktører at melde sig ind i plottet. Kampene på Arrakis går ud over krydderihøsten, men det skaber også uro i magtbalancen mellem storhusene, og i skyggerne lægger heksene nye planer.
Det er en stor og kompliceret affære, som minder om en science fiction-udgave af gamle legender, myter og sågar verdenshistorien. Man kan sammenligne den med Game of Thrones, hvor du også har flere slægter, der alle kæmper om den samme trone. Men Dune er på mange måder mere realistisk i sin personskildring.
Den udvalgte ørkenmus
Paul er en Messias-agtig, “Chosen One” arketype. Du kender sådanne karakterer fra utallige andre film og bøger, f.eks. Luke Skywalker, Harry Potter og Neo i The Matrix. Forskellen er bare, at alle disse karakterer er ubetinget gode i et “Good vs. Evil” scenario.
Selv når Luke kæmper med sin vrede, og de forsøger at lokke ham over på den mørke side, eller når Harry erfarer, han kan snakke med slanger, er du aldrig i tvivl om, de er gode og nok skal gøre det rigtige i sidste ende.
Sådan troede jeg også, det ville være med Paul. Han starter ud som denne kronprinsetype, født til magt, opdraget og skolet til at arve det hele en dag, men han ender hos et folk, hvis skikke og levevis ændrer hans perspektiv. Spørgsmålet er, hvor meget.
Et ømt øjeblik med Fremen-pigen Chani (Zendaya).
Han lærer Fremen-folkets skikke, kæmper deres kampe, bliver en af dem og mere til. Men det føles ofte, som om han har en bagtanke. Han virker udspekuleret og manipulerende. Når han siger, han ikke ønsker at være den udvalgte, er jeg usikker på, om han siger det for at vinde skeptikernes tillid, så han senere kan blive den udvalgte alligevel.
Det er især de strategiske samtaler med moderen, hvis rænkespil og manipulation eskalerer gevaldigt, der skaber det indtryk, han ikke for alvor forandrer sig, men snarere spiller et spil. I hvert fald delvist. Nogle handlinger skaber kun mere tvivl om hans prioriteter og endemål.
En visuel bedrift
Det er en storfilm på alle niveauer. Fantastisk flot. En visuel bedrift. Den er velfortalt, og den fokuserer mere på personskildringer end sin forgænger. Man kan sagtens betragte den som en bedre film af disse grunde. Der er ikke en finger at sætte på håndværket. Villeneuve består alle fagets prøvelser med bravur.
Min kritik er snarere en uenighed med de kreative valg. Jeg er i tvivl, om disse skal tilskrives Villeneuve eller Hubert. Jeg forventede ikke denne tvetydighed omkring hovedpersonens rolle, gavn og loyalitet. Jeg regnede med en rejse imod et mere klart mål.
Jeg medgiver, det kan være interessant at bryde traditionerne og skabe karakterer med fejl og mangler. Jeg forstår godt, hvis andre har det på en helt anden måde. Jeg kan kun sige, jeg var i humør til en anden retning.
Rebecca Ferguson som heksemutteren Jessica.
En anden kritik er den åbne slutning. Jeg vil ikke spolere detaljerne, men den er meget åben. Hubert skrev masser af bøger i serien, og Villeneuve vil tydeligvis gerne fortælle videre. Men det betyder også, man pludselig er investeret i en hel saga. Man skal spejde langt efter en egentlig slutning.
Det kan være uklogt. Filmhistorien er ganske vist fulde af sagaer. Men de består ofte af en 1’er, som kan stå alene, hvis der ikke kommer flere. Dernæst en 2’er, hvor man ved, 3’eren runder af.
Jeg aner ikke, hvornår denne saga slutter. Det er som Avatar, hvor James Cameron planlægger en uendelig række film. Han har sågar talt om, hvordan andre kan fortsætte, når han kradser af. Til sammenligning skrev Hubert seks romaner i serien. Villeneuve delte så den første op i to film. Betyder det, vi skal have tolv film i alt?
Midt i et vadested
Nogen vil sige, der findes ni Star Wars-film plus det løse. Femogtyve Bond-film. Et uendeligt antal MCU-film. Men Star Wars-filmene er opdelt i trilogier og spredt ud over 42 år. Bond-filmene er hovedsageligt uafhængige, afsluttede film. MCU-filmene har mange afsluttede historier. Det er ikke helt det samme.
Desuden begynder alle disse sagaer at skabe en mæthed. Jeg ville gerne have haft en slutning i denne film. Det ville alligevel ikke have udelukket efterfølgere. Men så kunne man i hvert fald sætte et mentalt flueben.
Måske ville jeg også have set anderledes på hovedpersonens udvikling, hvis filmen var endt et mere afsluttende sted. Nu er det åbent, og man står midt i et vadested. Kommer der et tredje kapitel? Bliver det afslutningen, eller vil Villeneuve lave dem alle?
Nok øfferi for denne gang. Jeg trækker kun et enkelte hjerte fra, for det er stadig en episk film. Der er så meget i den, som trækker op.
