
Joaquin Phoenix og John C. Reilly som brødrene Sisters.
The Sisters Brothers er en western fra 2018 instrueret af den franske filmmager Jacques Audiard. Han er en prisvindende instruktør, men jeg må indrømme, jeg ikke kender ham. Filmen er baseret på en roman af den canadiske forfatter, Patrick deWitt.
Joaquin Phoenix og John C. Reilly er Charlie og Eli Sisters, brødre og berygtede revolvermænd, der hyres til at myrde en mand ved navn Hermann Kermit Warm (Riz Ahmed). Privatdetektiven John Morris (Jake Gyllenhaal) er på sporet af Warm og efterlader beskeder til brødrene. De er alle tre hyret af Kommandøren (Rutger Hauer), som vil have fingre i en formel, Warm har udviklet. Det handler i virkeligheden om guld. Hvordan man nemmest finder det.
Trods dette oplæg og brødrenes morderiske hverv er det ikke en typisk western. Deres tur igennem det vilde vesten udvikler sig til selvransagelsesrejse, hvor de oplever lidt af hvert og udfordrer hinandens ambitioner og livssyn. De er uenige om både stort og småt. Der opstår en slags skillevej, hvor de må beslutte, om de vil fortsætte sammen eller hver for sig.
Det langsommelige vesten
Den er fortalt på en måde og i et tempo, der minder mig om nogle af Jim Jarmusch’ film. Ikke så meget Dead Man, selvom det også er en western, men snarere The Dead Don’t Die. Dog er The Sisters Brothers mere alvolig.
Den har humor og enkelte særheder, men ikke i samme grad.
Håndværket fejler intet. Jeg fornemmer, Audiard har lavet den film, at han ville. Skuespillet er fremragende. Alting har en kvalitet, man forventer af både genren og fra en prisvindende instruktør.
Fortællingen om brødrene samt deres personlige udvikling er heller ikke uinteressant. Men selvom jeg normalt godt kan lide en slow burner, blev tempoet en anelse for langsomt. Jeg ville gerne have haft lidt mere humor og action. Jeg må indrømme, jeg kedede mig.











