Final Destination

Final Destination er en fantasy-gyser fra 2000 skrevet og instrueret af James Wong. Han fik aldrig rigtigt skabt sig en større filmkarriere, men han var forfatter, instruktør og producer på X-Files fra 1993 til 1997.

Faktisk startede filmen som et udkast til et afsnit af X-Files, men New Line Cinema overtalte idémanden Jeffrey Reddick til at skrive den om til en film. Senere hoppede Wong på.

Alex skal på studietur til Paris, men kort før afgang oplever han en forudanelse, hvor flyet forulykker. Han slår alarm i panik og bliver smidt af flyet sammen med flere af sine klassekammerater. Kort efter sker ulykken.

Det viser sig, at døden er en dårlig taber, og snart begynder de overlevende at dø én efter én. Tilsyneladende alle i tilfældige, bizarre ulykker. Alex regner ud, hvad der foregår, og hvordan de kan forsøge at snyde døden.

Bare rolig. Døden er ikke en ligbleg fyr, der render rundt i en sort kutte og svinger med en le. I stedet er det en overnaturlig kraft, der manipulerer tingene, så ulykkerne ramler som dominobrikker i en Storm P-maskine.

En af de bedste ungdomsgysere

Det fungerer både som en ubehageligt farlig skurk, fordi der ikke er noget legemligt individ at bekæmpe, men det giver også filmmagerne mulighed for at udtænke alverdens kreative og naturligvis drabelige dødsscener.

Wong er en fremragende instruktør. Han har god sans for alle de små detaljer. Mystikken og den skæbnebestemte optakt til ofrenes slutscener hæver filmens niveau langt over de øvrige ungdomsgysere i 90’ernes bølge.

Enkelte dramatiske scener mellem de unge karakterer trækker lidt i den modsatte retning, men det samlede resultat er rigtigt godt. Det er en af de bedste ungdomsgysere i nyere tid, og den slår flere klassikere også.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.