Alien Resurrection er den fjerde og sidste film med Sigourney Weaver som Ellen Ripley. Den er fra 1997, instrueret af Jean-Pierre Jeunet og skrevet af Joss Whedon. Jeunet er også manden bag bl.a. Delicatessen og Amélie.
Det er gået et par hundrede år siden Alien3, hvor Ripley styrtede ned på en fængselsplanet. Hun er for længst død og borte, men militære forskere har klonet hende og den alien, som udrugedes i hendes krop.
Traditionen tro lytter ingen til hendes advarsler, og pludselig har vi balladen. Det fører til endnu en omgang tagfat med det udenjordiske rovdyr, dog med den væsentlige forskel, at Ripley-klonen er en slags overmenneskelig hybrid.
Uortodokse anti-helte
Hvor 3’eren på en måde gik tilbage til rødderne med én alien og et lille antal ofre samt en ny kulisse, ganger 4’eren atter op igen og vender tilbage til de gamle plottråde. Forskerne opretter nærmest et alien-stutteri.
Whedon går i Camerons fodspor og skaber sin egen gruppe uortodokse anti-helte som pendant til enheden i Aliens (altså 2’eren). De er dog en flok smuglere, ikke soldater, men de udfylder samme rolle som en bande hårde bananer, der tror, de kan det hele.
Det er dog ikke bare en kopivare, selvom det måske kan lyde sådan. Plottet finder sin egen sti i endnu ubetrådt terræn. Men jeg vil ikke afsløre mere. Selvom den er 25 år gammel, kan den jo være ny for nogen.
Whedons sjuskede skriverier
Ripleys karakterudvikling er et drastisk valg, og det vil næppe være for alle. Jeg foretrækker hende i de første film, men hendes nye jeg er bestemt ikke kedeligt.
Bortset fra få CGI-effekter er det en flot film, ikke mindst fordi kulisserne er ægte, og de andre effekter er lavet på god, gammeldags manér. Selvom det er en militær forskningsbase har de bevaret et råt, beskidt udseende, og det ser godt ud.
Selvom den hæmmes af klichéer, dårligt skuespil og Whedons sjuskede skriverier, er den underholdende. Hvis den stod alene, ville den formentlig have været en kultfilm på samme hylde som f.eks. Split Second.
