Fræk, frækkere, frækkest

Steve Martin og Michael Caine som et par beskidte, rådne slyngler.

Fræk, frækkere, frækkest (originaltitel: Dirty Rotten Scoundrels) er en komedie fra 1988 instrueret af Frank Oz. Den er et remake af Bedtime Story fra 1964 med Marlon Brando og David Niven.

Oz er bedst kendt som en af Jim Hensons Muppet-drenge, og han har instrueret både Den sorte krystal og Muppets indtager Manhattan. Men han har også lavet dukkeløse film som The Score og The Stepford Wives.

Michael Caine og Steve Martin er et par skruppelløse svindlere, der snører velhavende damer på stribe. Caine er storvildtjægeren, og Martin er et forstyrrende i hans andedam. Da han ikke kan slippe af med ham, accepterer han at oplære ham i stedet.

Deres kortvarige partnerskab forvandler sig atter til uvenskab, da de ikke kan enes. De indgår derfor et væddemål for at se, hvem der først snører en udvalgt kvinde. Taberen skal forlade byen og aldrig vende tilbage.

Hvem snører hvem?

Selvom de begge er svindlere, er de et umage par. Deres personlighed og metoder er vidt forskellige. Caine er den sofistikerede gentlemen, og Martin er en udannet amerikaner. Det er stereotyper, men de virker og klæder begge de herrer godt.

Hvem-snører-hvem-genren er fuld af fremragende film, og denne hører til i øverste halvdel. Komikken sætter naturligvis svindelnumrene i et mere fjollet skær, men det er stadig god underholdning at se dem løbe om hjørner med de stakkels damer.

Jeg genså Røvtur på 1. klasse den anden dag. En perfekt komedie med lutter pletskud. Denne her når ikke helt samme højder, selvom Caine og Martin er skønne sammen. Den hælder lidt mere til den fjollede side. Men det er stadig et godt og muntert gensyn.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.