Herkules (originaltitel: Hercules) er et animeret actioneventyr fra 1997 instrueret af John Musker og Ron Clements, makkerparret bag Disney-klassikere som Aladdin, Den lille havfrue og Mesterdetektiven Basil Mus.
Denne gang takler de græsk mytologi, nærmere bestemt Herakles, halvgud og søn af selveste Zeus. I virkeligheden resultatet af en affære mellem den himmelske alfader og en jordisk kvinde, men i Disneys familiefilm er han afkom af både Zeus og Hera.
I stedet havner han på landjorden i dødelig kødelighed, fordi dødsguden Hades lægger skumle planer. Han vil støde Zeus fra magtens tinder, og Herkules (det romerske navn) er en hindring ifølge Olympens spåkoner.
Imens vokser gudedrengen op og laver ballade med alle sine kræfter. Som en anden Superman erfarer han sit sande ophav og flytter hjemmefra for at komme i heltetræning. Det er nemlig vejen tilbage til Olympus.
Historien bugter sig henover heltegerninger fra legenderne om halvguderne, men det forestående opgør med den magtsyge dødsgud er opdigtet til lejligheden. Det samme er det romantiske subplot.
Mange små genistreger
Det er en film, der ikke fangede mig lige så godt dengang i 90’erne. Dels sammenlignede jeg med Aladdin, hvilket er dumt. Men jeg overså også mange små genistreger.
James Woods er fantastisk som Hades. Han spiller rollen som en slesk advokat, brugtvognshandler eller lignende, hvilket passer perfekt til ham og skaber en velfungerende kontrast til mytologien.
Danny DeVito er en gnaven Yoda med horn og hove. Okay, han er overhovedet ikke som Yoda, men han en lille læremester og såkaldt satyr. Han er som en blanding af Mickey og Paulie i Rocky-filmene.
Herkules’ forelskelse, Megara, er en femme fatale inspireret af 40’ernes screwball komedier. Hun er egenrådig og afvisende, men må til sidst overgive sig til den evigt godhjertede dumrian.
Det er ikke genopfundne dybe tallerkener, men kombinationen er alligevel unik i Disney-regi. Især efter en hulens masse eventyr, hvor prinser og prinsesser skal have hinanden uden nærmere overvejelser, fordi sådan er det jo. Her skal trods alt lidt mere til.
Idéen med et gospelkor af muser som fortællere fungerer også rigtigt godt.
Det er således et eventyr med langt flere moderne tvist end de øvrige. Hvor jeg dengang savnede en showsnupper a la ånden i Aladdin, sætter jeg i dag pris på alle de små finurligheder og den samlede pakke.
