I Know What You Did Last Summer er en gyser fra 1997 baseret på en roman fra 1973 af Lois Duncan. Hun har også skrevet bl.a. Summer of Fear, som blev filmatiseret af Wes Craven med Linda Blair i hovedrollen.
Det er den første film i en serie på foreløbig tre film, hvoraf den seneste fra 2006 er en efternøler med nye karakterer. De lavede også en TV-serie på otte afsnit i 2021.
Jennifer Love Hewitt, Sarah Michelle Gellar, Freddie Prinze Jr. og Ryan Phillippe er en venneflok fra en lille fiskerby.
Efter en sen strandtur med lejrbål og våde sager kører de en mand ned, og i panik skiller de sig af med liget. Et år senere bliver de jagtet og evt. slagtet af en ukendt person, der ved, hvad de gjorde sidste sommer.
De stakkels unge mennesker forsøger at opklare, hvem der vil dem til livs, og der er et lille tvist. Derudover havde jeg selv glemt, hvem morderen er, så det var næsten som at se den for første gang.
Den er en del af 90’ernes slasher-bølge, som startede med Scream. Men i modsætning til den, Urban Legend og The Faculty, er der ingen meta-agtige genre-kommentarer. I stedet er den blot en typisk slasher-film med en ny vinkel. Måske fordi den er skrevet i 1973.
Den viser dog, at genren ikke behøver de andre films dekonstruktive distancering for at appellere til et moderne publikum. De gamle opskrifter fungerer stadig fint på egen hånd
I skrivende stund kan du se den på Netflix.