John Wick: Chapter 2

John Wick: Chaper 2 er en actionthriller fra 2017 instrueret af den tidligere stuntmand, Chad Stahelski. Han er manden bag alle fire film med Keanu Reeves som hævntørstig hyredræber.

Egentlig var han færdig med at hævne sig i den første film. Han myrdede løs til der ikke var flere at myrde. Han fandt sig endda en ny hundeven. Men gangsteren Viggo har en bror, og denne bror har Wicks bil. Der begynder fortsættelsen.

Det kræver dog ikke en hel film at hente en lille bil. I stedet dukker en af Wicks gamle bosser op. Man kan nemlig ikke bare vende tilbage uden at være tilbage. Wicks aktiviteter binder ham til en gammel markør – et slags løfte i deres verden. Han er nødt til at acceptere en ny opgave.

Det åbner en Pandoras æske af nye problemer for stakkels Wick. De fleste i form af horder af håndlangere, men også enkelte kapable kolleger, som ikke lader sig nedplaffe eller tæske uden at give mere end rigeligt igen. Wick er ikke længere jægeren, men den jagede.

Hvem er bange for store, stygge Wick?

Måske virkede det knap så træls, da jeg så den første gang. I hvert fald er der stadig masser af fed action, og plottet er i sig selv en udmærket opfølgning på 1’eren. Men efter at have set yderligere to film, hvor jægeren jages rundt, er jagtens begyndelse ikke ligefrem et opløftende gensyn.

Dialogen gør stadig sit for at tale Wick op. Han er bussemanden. Spøgelset. Djævelen selv. Pis ham af og lev de sidste øjeblikke af dit sørgelige liv i frygt og fortrydelse. Men handlingen trækker ham ned.

Han bliver den lille i en verden fuld af ligeværdige kolleger og højerestående bosser. Ingen frygter ham i den verden. Han er snarere en lus, de vil tvære ud. Det er en nedtur. Fed action, men øv alligevel.

Ja, jeg er næsten mere nedslået over denne end de næste to. Det må være bakspejlets ulideligt klare genskær. Han var så cool. Hvordan kunne de gøre det? Ih, altså.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.