Kraven the Hunter er en actionthriller fra 2024 instrueret af J. C. Chandor. Han er manden bag bl.a. A Most Violent Year og Triple Frontier.
Kraven lukker og slukker. Sony har besluttet at opgive deres spin-off-film med Spider-Man-relaterede karakterer uden Spider-Man. Dermed har vi set to forsøg på filmuniverser dreje nøglen om i år. Først DCEU og nu dette Spider-Man-løse SpiderVerse.
Man må endnu engang sande, at det Marvel Studios gjorde, da de skabte MCU med deres egne levninger, bare ikke lader sig gøre så nemt, som det måske så ud dengang. Ja, de kæmper endda selv med formlen, nu hvor de oprindelige filmmagere og karakterer er draget videre på den ene eller den anden måde.
Men tilbage til Kraven. Her er tale om endnu en af Spider-Mans mange ærkefjender. Han blev skabt i 1964 af Stan Lee og Steve Ditko. Han er storvildtsjæger og betragter Spider-Man som det ultimative bytte. Han er inspireret af en russisk general, der jagtede mennesker i en novelle fra 1924.
I dette spin-off-univers er han en anti-helt, der jagter kriminelle. Han er søn af en russisk gangster, men hans loyalitet ligger hos moderen, der begik selvmord, da han var ung. Hans foretrukne bytte er derfor mænd som sin far. Hvis ikke han havde en halvbror, havde han for længst kappet alle bånd til sine rødder.
Propfuld af superkræfter
Der er masser af action. Aaron-Taylor Johnson er godt pumpet op, både fysisk og med alle filmkunstens effektfulde hjælpemidler til rådighed. Kraven er propfuld af superkræfter, og han basker den ene møghund efter den anden på radbrækkende, brutal og blodig vis.
Han er som en blanding af Batman og Captain America på det punkt. Nogle slåskampe minder om den famøse scene i varehuset i Batman v Superman. Men der er f.eks. også en biljagt, hvor Kraven er til fods, og der er sågar en helikopterscene. På alle parametre er Kraven bare endnu vildere og mere brutal.
Det er ganske vist set før. Det er simpelt, og der er intet på spil i den type action. Helten er bare overlegen. Men det virker jo igen og igen i utallige film. Det taler til vores indre skoledreng. Bøller skal bare have nogle tæv. Det er enormt tilfredsstillende på en meget primitiv måde.
Men der er også en fin fortælling om forholdet mellem de to brødre og deres brutale far. Man kan sagtens dissekere den, hvis man insisterer. Men jeg lod mig rive med. Rollelisten er god, og de går til opgaven med oprejst pande. Man mærker ikke, det er sidste udkald.
