
Walter og Trofast: Hævnen har vinger (originaltitel: Wallace & Gromit: Vengeance Most Fowl) er en stop-motion-animeret krimikomedie fra 2024 instrueret af Nick Park og Merlin Crossingham. Førstenævnte er skaberen og manden bag alle filmene, både de korte og de lange.
Den skøre opfinder og hans kloge hund er tilbage efter 16 års pause. Årene har intet ændret ud over nye opfindelser her og der i det lille hjem. Men i den anden ende af byen sidder én af deres gamle fjender og planlægger sin skurkagtige hævn.
Imens opfinder Walter en automatiseret havenisse for at hjælpe Trofast med de praktiske gøremål. Da nabolaget opdager den flittige robot, får opfinderen en lys forretningsidé. Men som altid har han været lidt for dygtig og gjort havenissen multifunktionel.
Plottet trækker tråde tilbage til én af de gode, gamle kortfilm, nemlig De ustyrlige teknobukser. Fjenden er den selvsamme, tyvagtige pingvin, og Walters opfindelse bliver atter misbrugt i kriminelt øjemed. På større og endnu vildere manér.
Filmnørder vil fange mange subtile filmreferencer her og der. Der er som altid et element af parodi, men opfindsomheden er stor, og handlingen er herligt original og uforudsigelig. Nogle temaer går igen, men de hører til karaktererne og deres verden.
Det må være svært at sætte en fod forkert, når man skaber stop-motion-film ét billede ad gangen. Man har oceaner af tid til at overveje, om alting fungerer. I hvert fald er slutresultatet at alting fungerer. Det er en fantastisk film. Aardman har gjort det igen.











