
Walter og Trofast (originaltitel: Wallace & Gromit) er en britisk, stop-motion-animeret franchise skabt i 1989 af Nick Park hos Aardman Animations. De står også bag Flugten fra hønsegården og F for får.
I alt er der lavet 4 kortfilm af cirka en halv times spilletid samt to fuldlængdefilm, hvoraf den nyeste udkommer den 25. december. Jeg har genset de fire kortfilm.
De to hovedpersoner er en excentrisk opfinder og hans kløgtige hund. Sidstnævnte er ofte klogere og væsentligt mere observant end sin ejer. Trods geniale opfindelser er han mere end almindeligt distræt. Nærmest dum.
Deres eventyr spænder vidt. Den allerførste kortfilm, En særlig ferietur, tager dem på en månerejse for at smage på osten deroppe. Alle ved jo, at månen er lavet af dette mælkeprodukt, og de to elsker en kiks med ost til deres eftermiddagste.
De øvrige film er mysteriethrillere med inspiration fra både gys og science fiction. Her er ofte en skurk på spil, og Walters opfindelser spiller en central rolle. Skurkene er mennesker eller dyr, og deres ærinde er svindelnumre, tyverier og sågar mord.
Jeg husker især De ustyrlige teknobukser fra min barndom. Heri har Walter opfundet et sæt mekaniske robotbukser alene til det formål at gå tur med Trofast. Bukserne er dog multifunktionelle, og en skurkagtig pingvin aner en gylden mulighed.
Humoren er lige dele britisk satire, klassisk lagkagekomik og genreparodier. Sidstnævnte kan være subtile eller mere tydelige, men aldrig i den billige ende a la Scary Movie og lignende. Park og co. er langt dygtigere.
Det er fantastiske film. Fornemt håndværk, måske fagets bedste i de senere tilføjelser. Sjove og ekstremt opfindsomme historier. De vækker masser af nostalgi, men de må også gå rent ind hos nye generationer.











