Kung Fu Panda 4 er det sidste søm i Jack Blacks kiste. Ej, det er gas. Filmen sejrede ved billetlugerne og indtjente mere end forgængeren. Stormen om Tenacious D er også ved at blæse ud. Den buskede komiker holder snudeskaftet oven vande.
Pandaen Po (Black) er tilbage, og det er tid til, at han skal indtage en ny rolle som spirituel leder. Derfor skal han vælge en ny dragekriger. Men han føler sig ikke særligt viis og vil hellere sparke mås, som de danske stemmer udtrykker det.
Imens lurer en ny fjende et sted i det fjerne. En troldkvinde med kamæleon’ske kræfter og masser af ondt i sinde. Hun vil stjæle de gamle mestres kung fu og bruge den til at lægge verden for sine kamæleonfutter.
Det er den første film i serien med en kvinde i skurkerollen. Hun spilles af Viola Davis (The Woman King). Po får også en ny makker, en tyvagtig pigeræv, Zhen, spillet af komikeren Awkwafina. Ingen af disse kvindelige tilføjelser betyder dog, at filmen er woke.
Po er lige så klodset som altid, men ihærdig og god/heldig, når det gælder. De har intet ændret for at tækkes nogen. Det er heller ikke første gang, han udfordres af dygtige kvindekrigere. Angelina Jolie og Lucy Liu har sparket pandamåsen mange gange.
Tværtimod har serien nået et punkt, hvor alt er set før. Det joker Po også med. Du ved, hvad du får, og det er svært at blive rigtigt overrasket. Selvom visse karakterer forsvinder (nej, ikke Po), mens andre overtager, er det stadig, som det plejer.
Men det er sjovt. Det er en god, solid, animeret actionkomedie med skægge karakterer og opfindsomme actionscener. De sprudler indenfor vide rammer i en fantasy-dyreverden med østerlandsk mystik og den sejeste kung fu. De holder niveauet.
