Julie Christiansen og Jens Sætter-Lassen.
Mulm er en dansk gyser fra 2024 skrevet og instrueret af Martin Vrede Nielsen. Den er baseret på en roman af Teddy Vork. Jeg må indrømme, jeg ikke er bekendt med de to herrers øvrige værker, men det er primært min egen skyld.
Min egen yndlingsforfatter, Ruben Greis, benævner Vork som en af de bedste gyserforfattere herhjemme. Han har vundet prisen for Årets Danske Horrorudgivelse hele tre gange, heriblandt for Mulm.
Handlingen følger en lille familie; Jacob, Maja og sønnen Johannes. Da Maja bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, er Jacob alene med Johannes i familiens store hus. Altså, bortset fra Johannes’ usynlige ven, som leger nogle meget mærkelige lege med den 6-årige dreng.
Opskriften er ikke ny. Lignende fortællinger om onde ånder findes i mange andre film. Nogle trækker spændingen, mens andre lægger op til overnaturlige kræfter med det samme. Mulm – i hvert fald filmen – gør lidt af begge dele. Faktisk gør instruktøren lidt for meget.
Dramaet og mystikken alene er rigtigt godt. Vi ser ikke så meget til Maja, men Jacob løfter et tungt, tungt læs. Drengen er tilsvarende god på en underspillet, mystikskabende måde. De mest uhyggelige scener er faktisk dem, hvor man ikke rigtigt ser noget, men man stirrer frygtsomt på lærredet efter det, der må lure et eller andet sted i skyggerne.
Her går instruktøren så i den gale retning, når han med billig CGI tager skridtet videre og giver os noget at kigge på. Det ødelægger nærmest illusionen. Han havde chancen for at skræmme os til selv at halucinere, men tog den ikke.
Jeg vil gerne belønne den store indsats fra de tre hovedpersoner og forfatteren bag historien. Men det ærgrer mig, at instruktøren ikke holdt sig lidt mere i skindet og lod de gammeldags virkemidler bære det fulde læs fra start til slut. Det trækker lidt fra.
