Masters of the Universe er et fantasy-, rum- og actioneventyr fra 1987 baseret på legetøjsfabrikanten Mattels actionkarakterer og dertilhørende tegnefilmsserie.
På planeten Eternia udkæmpes en heftig kamp mellem den onde Skeletor og den gode He-Man. Skeletor har indtaget Grayskull-slottet og fanget troldkvinden Sorceress. He-Man og hans nærmeste allierede, Man-At-Arms og Teela, forsøger at redde hende, men de overrumples af Skeletors styrker og flygter via en portal med en tilfældigt indtastet destination. De havner på Jorden.
Tegnefilmsserien foregår udelukkende på Eternia, hvor Skeletor igen og igen forsøger at få ram på He-Man og erobre Grayskull. Her har He-Man endda en hemmelig identitet som prins Adam, og han har også en grøn kæmpetiger, han rider på.
Inspireret af tegneserier
Filmens plot tager udgangspunkt i kampen mellem He-Man og Skeletor, men instruktøren Gary Goddard har efter eget udsagn hentet masser af inspiration i tegneserier med Fantastic Four og Doctor Doom samt Thor og DC’s nye guder (Darkseid osv.).
Faktisk kendte han tegneserieskaberen Jack Kirby personligt og forsøgte endda at hyre ham som konceptdesigner til filmen. Cannons skøre argument imod ansættelsen var, at tegneserier er for børn.
Det er legetøj og tegnefilm sørme også. Goddards tegneserieinspiration er både passende og perfekt. Det er på mange måder en superheltefilm, og Thor vs. Doctor Doom er ikke en dum sammenligning.
Filmen floppede desværre, og sammen med bl.a. Superman IV og Lifeforce knækkede den Cannon. Det er synd og skam, for alle tre film nyder retrospektiv anerkendelse og kærlighed.
Jeg var vild med den som barn, men jeg frygtede, at hukommelsen snød mig. Jeg blev positivt overrasket. Meget endda.
80’ernes ånd
Det er et godt, gammeldags rum- og actioneventyr. En blanding af Star Wars, Flash Gordon og Conan. Måske et strejf af Howard the Duck. Den er fjollet, men på den gode måde. Campy, kitschet, godhjertet underholdning.
Jeg kan godt forholde mig til den kritik, det går imod kildematerialet at trække handlingen ned på Jorden og involvere to unge mennesker med deres eget subplot samt den musikalske vinkel. Men det er helt i 80’ernes ånd, og jeg synes, det fungerer.
