Ruben Greis, min gode, filmnørdede broder fra en ukendt moder og forfatteren bag zombielandeplagen Udød, der indtog de danske bogbutikker og biblioteker i 2020, er tilbage med et nyt, gedigent mesterværk.
Denne gang har han realiseret en gammel idé fra sin spæde ungdom. En idé inspireret af 1980’ernes drabelige robotfilm. Men også en idé, som har udviklet sig med tiden, ikke mindst i de senere år, hvor AI – altså kunstig intelligens – er blevet mere virkeligt end nogensinde i form af chatrobotter, dronepiloter og andre helvedesmaskiner, der planlægger vores fatale skæbne.
Bag titlen Metallicus gemmer sig en AI-drevet robot udviklet af bogens ene hovedperson, Lawrence. Den er som en heavy metal-udgave af cyborgen i James Camerons The Terminator efter en eksplosion har flået det kødelige Arnold-ydre af stålskellettet. Men i stedet for kraftige håndvåben, svinger den et torturinstrument af en lydspade i bandet Metaldeath.
Her udfordrer den bandets frontmand, Alex, som er bror til Lawrence. Bag den spændende fortælling om Metallicus’ udvikling gemmer sig nemlig også en historie om de to brødre og deres forhold til hinanden. Et forhold præget af deres forskellige karrierevalg, forældrenes forskelsbehandling, misforståelser og dumstædig trodsighed.
Sveddryppende paranoia
Den gode Greis skriver atter til de unge, omend de godt må være en anelse ældre end læserne, der gnaskede Udød i sig. Temaerne er nemlig en anelse tungere, både brødrenes konflikt og robottens AI. Der er tankevækkende stof til spændende diskussioner i begge retninger.
Samtidig er den ikke helt så enkel og ligefrem som Toms overlevelseskampe mod zombierne i Udød – bevæbnet med stegepande og polstret med vitawrap. Fortællingen i Metallicus foregår i overvejende grad i hovedet på Alex. Store dele af handlingen er guitardueller, men de er intense og svedryppende og fantastisk spændende fortalt.
Måske tænker du; er jeg den rette læser til en heavy metal-gyser med storbarmede groupier, overbrækkede toiletter, stjernenykker og dramaqueens i lædertøj?
Men det er du, for den rummer meget mere end det. Du får den underliggende uhygge i hovedpersonens paranoia overfor den iskolde robot, men også familiedramaet og Alex’ nærmest påtvungne karakterudvikling. Den gamle rockpuddel kæmper hårdt imod de nye tricks, men han har intet valg.
Kom nu, Hollywood!
Da jeg anmeldte Udød, rundede jeg af med en fiktiv casting til en evt. filmatisering. Dette er trods alt en filmblog, og Ruben skriver meget filmisk. Man kan se filmen for sig, når man læser hans bøger. Derfor vil jeg gentage den lille øvelse.
Alex er en old school metaller med lige dele karisma på scenen og ego i tourbussen, øvelokalet og alle andre vegne. Her er brug for en herre med samme udstråling og det nødvendige talent til at levere. Jeg vælger en fyr, der allerede har spillet en lignende rolle i TV-serien Californication og er ægte rockmusiker. Men ikke så velkendt et navn, at det stjæler fokus. Han hedder Tim Minchin. Her er en lille kavalkade af klip fra serien, som demonstrerer hans rock-n-roll-ness.
Lawrence er Alex’ diametrale modsætning. Den nørdede bettebror, familiens kæledægge, Alex’ selvindbildte ærkefjende. Her går jeg med Shawn Ashmore, kendt fra bl.a. X-Men, hvor han spillede Bobby Drake.
De øvrige bandmedlemmer runder jeg lidt hurtigere. Tricia Helfer, kendt fra bl.a. Battlestar Galactica og Lucifer, som bassisten Dix. Michael Mando (Better Call Saul) som trommeslageren Ruiz. Bandets bedstefar, Clyde, kunne meget passende spilles af ingen ringere end Alice Cooper. Det ville i hvert fald glæde Ruben, hvis filmguderne arrangerede det sådan.
Hvis du mærker, den er lige noget for dig, kan du købe den på forfatterens Facebook-side. Der finder du et opslag med de nødvendige informationer.
