Lucifer

Lucifer er tilbage på Netflix med femte sæson. Hvis du ikke kender den, kan jeg fortælle, at serien blev skabt i 2016 og kørte på Fox i tre sæsoner, hvorefter den blev aflyst. Men Netflix overtog den, og foreløbig har vi fået en fjerde og nu en spritny femte sæson.

Præmissen er en krimiserie med et tvist. Okay, sådan er de fleste krimiserier efterhånden. Bones har “knogledamen,” Castle har en krimiforfatter, The Mentalist har en reformeret clairvoyant osv.

Lucifer har titelfiguren Lucifer Morningstar, som er selveste djævelen, der tager en pause fra Helvede. Han har slået sig ned i Los Angeles, hvor han driver en natklub og lever et syndigt menneskeliv med sex, rusmidler og rockmusik. Egentlig er han slet ikke ond. Han lokker ikke mennesker til at synde, det klarer de fint selv. Men han gør oprør mod sin far, Gud, og efter flere tusinde år som efterlivets fangevogter, gider han ikke mere.

En dag møder han kriminalbetjenten Chloe, og han bliver straks fascineret – ikke mindst fordi hun tilfældigvis har en ganske kort fortid i en ungdomsfilm, og han har set hende topløs deri – men også fordi hun er en benhård politikvinde, der ikke lader sig forføre af hans djævelske charme. Han får desuden smag for at opklare forbrydelser, og hans evne til at lokke folk til at afsløre deres dybeste hemmeligheder, er perfekt til jobbet, så han bliver konsulent for politiet og Chloes nye makker.

Hovedpersonen er faktisk en tegneseriefigur skabt af Neil Gaiman, og han er en birolle i DC Comics’ The Sandman. Han hænger dog ikke ud med Superman og Wonder Woman, selvom de teknisk set eksisterer i samme univers. Men i Arrowverset havde han faktisk en cameo-scene i Crisis on Infinite Earths, så han kunne i teorien dukke op i eksempelvis Supergirl og få den blå-røde spejderpige til at rødme.

Selvom der findes mange krimiserier efter samme opskrift, er det god underholdning alligevel. Det gælder for dem alle, at de to hovedpersoner, makkerskabet, det ulmende forhold og dynamikken mellem dem, samt naturligvis tvistet og konsulentens eget charmerende væsen er det, der skaber værket, og i Lucifers tilfælde får vi oven i hatten en fantasifuld mytologi med engle og dæmoner.

Derudover er der action, spænding og masser af humor, og så er der et persongalleri fuld af velfungerende biroller, både dødelige mennesker og guddommelige skabninger, der alle har deres egne, supplerende handlingsforløb. Det hele er ret godt skruet sammen, og seriens version af djævelen og al den jazz er faktisk ganske fascinerende.

Jeg fik nævnt, at han ikke er ond, men han er selvoptaget og flamboyant, og hans interaktion med især Chloe og terapeuten dr. Linda Martin er fuld af morsomme øjeblikke.

Jeg vil ikke afsløre noget om femte sæson, hvis du er bagud eller først lige begyndt, for så vil jeg bare spolere en masse. Men jeg kan sige, at den holder dampen oppe og fungerer lige så godt som de øvrige sæsoner.

Den får 9 hjerter. Den er ikke på højde med de bedste dramaserier, men den gør det, den gør, perfekt, og i krimikomedieseriegenren ligger den i min top 3.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *