Jeg er faktisk en anelse træt af crossover-afsnittene i Arrowverset. Ikke dem, hvor de bare besøger hinanden i deres respektive serier. Men dem, der strækker sig over flere afsnit fordelt ud på alle serierne. De kommer altid midt i en sæson, og serieskaberne tager for givet, at du ser alle serierne i den rækkefølge, de bliver sendt på TV-kanalerne i USA.
Jeg ser serierne forskudt på de forskellige streamingtjenester, hvor de er tilgængelige, og jeg foretrækker at se hele sæsoner ad gangen. Jeg støder derfor aldrig på crossover-afsnittene i den rigtige rækkefølge, og jeg er begyndt at springe over dem.
Jeg ved, jeg nærmest spytter på idéen om et superhelteunivers, hvor alle heltene kan møde hinanden. Men jeg foretrækker faktisk at se serierne for deres egen skyld og ikke fordi it’s all connected.
Når crossover-afsnittene så ovenikøbet falder, som de gør, midt i det hele og ud over det hele, er det bare forstyrrende og irriterende.
En masse ekstra lir
Jeg valgte at gøre en undtagelse med Crisis on Infinite Earths. Dels fordi begivenheden rygtes at ændre alt, og det ville være svært og forvirrende at fortsætte på den anden side, som om intet var hændt. Men også fordi begivenheden er så omfattende, den inkluderer en masse ekstra lir, som vakte min nysgerrighed.
De uendelige verdener inkluderer Smallville og et gensyn med Tom Welling som Superman. Hvis du har læst min anmeldelse, ved du, at jeg elsker Smallville.
Derudover vender Brandon Routh tilbage som en fremtidsversion af Superman, og selvom Superman Returns ofte er en udskældt sag, har jeg kun hørt positive røster om hans comeback i de røde underhylere.
Brandon Routh som Superman fra Elseworld-historien Kingdom Come.
Præmissen i denne crossover-begivenhed er som følger: Arrowverset er i krise . En mystisk, intergalaktisk chokbølge rydder multiverset én Jord ad gangen, og Supergirls verden må evakuere til Jord-1, hvor alle heltene samles og lægger en plan med profetisk vejledning fra en fyr kaldet Monitor.
Dommedag af bibelske proportioner
Af en eller anden grund har de behov for at bruge ordet “krise” i dialogen og dermed referere til titlen. Måske er det fan-service, men det er også dumt og ufrivilligt komisk.
Titler er én ting. Men at kalde det, der foregår, en krise i selve handlingen, i dialogen mellem karaktererne, virker umådeligt fladt. Pludselig fremstår ordet totalt utilstrækkeligt. At hele universer går under er jo meget mere end bare en krise. Det er en dommedag af bibelske proportioner. Ja endnu værre, faktisk.
Jeg siger ikke, at titlen i sig selv er dårlig. Jeg siger, det ikke er alle titler, som kan og skal flettes ind i dialogen. Forestil dig, at de havde tvunget John McClane til at sige “I’m like an old habbit, Hans. I die hard.” Ej, vel?
Jeg er up-to-date med Supergirl og Batwoman, men jeg er håbløst bagud med Flash og Arrow, og jeg er gået glip af store dele af optakten. Det blev et større og større irritationsmoment undervejs.
Det er en hæmsko, at man skal følge alle serierne i en specifik, kronologisk rækkefølge. Jeg overvejede flere gange at ombestemme mig og springe fra igen.
Jeg hører ikke til de fans, der bliver ellevild, bare fordi alle heltene er samlet. Efter mere end et årti med superhelteuniverser på film og TV er det ikke længere nyt eller unikt. Det er tid til at vende tilbage til de gode, gamle dyder: historier frem for gimmicks.
Men folkene bag Arrowverset har ikke fået den besked. Historien halter, fordi den ikke kan stå alene, og fordi den er propfuld af sideløbende handlingsforløb. Der er for meget, den gerne vil nå – og alt for meget fan-service.
Jeg blev som nævnt lokket af især to lovede gensyn, men det ene er bare en glorificeret cameo, og det andet drukner lidt i mængden. Og resten af de mange, mange påskeæg gjorde hverken fra eller til.
Ekstraordinært dumt
Niveauet i Arrowverset har aldrig blæst mig omkuld, men denne gang er det ekstraordinært dumt.
F.eks. er Oliver aka. Green Arrow ene mand og uden pile – han løb tør – i stand til at bekæmpe en hær af flyvende fantomer længe nok til, at en hel ekstra milliard mennesker kan evakuere Jord-38.
Ej, men, come on. Fantomerne kan flyve, og han beskytter deres mål, et flere hundrede meter højt tårn. Fra landjorden. Med de bare næver. De kunne nemt flyve henover ham, men de skal åbenbart alle ned og slås med ham i stedet.
Og så har vi ikke været inde på logistikken bag evakueringen af 1 milliard mennesker. Det antal er bare latterligt højt, også selvom det er en fantasifuld superhelteserie. I øvrigt ender evakueringen med at være uden betydning, så de kunne have brugt tiden bedre.
Jeg hygger mig ganske vist med serierne til hverdag, når de er mere jordnære og fokuserede på hver af deres respektive helte. Men her er det i større grad en stiløvelse i fan-service og ikke den episke saga, jeg håbede.
Det blev dog en anelse bedre henimod slutningen og den store finale. Dels fordi flere af de sideløbende handlingsforløb nåede sin afslutning, og fortællingen blev mere målrettet. Men også fordi nogle af de mere følelsesladede øjeblikke fungerer bedre.
Men så taber de alligevel det hele på gulvet i 5. og sidste afsnit.
Advarsel! Spoilere i resten af anmeldelsen!
De syv såkaldte “paragons” (dydsmønstre ifølge Google Translate) og Oliver, som ikke længere er den samme, besejrer den store superskurk ved selve tidens begyndelse. Dermed kan alting starte forfra, og hele universet kan genskabes. Oliver betaler den ultimative pris, og vi får en af de bedre scener, hvor Sarah og Barry siger farvel.
Det er så smukt, som det kan blive i Arrowverset, og de burde være fortsat direkte til efterspillet, afskedsceremonien og etableringen af deres nye fælles hovedkvarter. Etableringen af Arrowversets Justice League. Alt sammen for at ære Olivers heltedåd.
Desværre dukker superskurken også lige op en sidste gang, og pludselig er Olivers sejr og offer mindre afgørende. Fordi så var hans finale ikke den rigtige finale alligevel. Okay, han har stadig sikret, at hele universet blev genskabt. Men det trækker ned.
Det er derfor en blandet og ofte rodet omgang med ganske få lyspunkter. Hver især er serierne udmærket underholdning, og man kan altid hygge sig med lidt superheltehalløj. Men isoleret set fungerer Crisis on Infinite Earths ikke særligt godt.
