Billions

Billions har nogle år på bagen, og der ligger fem sæsoner på HBO, men jeg har aldrig hørt den omtalt nogen steder og faldt tilfældigvis over den på svensk TV en sen aften, da jeg stadig havde et kabel-TV-abonnement.

Serien følger primært to hovedpersoner, Paul Giamatti som Chuck Rhoades, statsanklager i New York, og Damian Lewis som Bobby “Axe” Axelrod, indehaver af Axe Capital, et investeringsselskab, der laver alle de lyssky numre på børsmarkedet, du nogensinde har hørt om. De to alfahanner strides af naturlige årsager, og fortællingen har det tvist, at Chucks hustru, dr. Wendy Rhoades (Maggie Siff), er ansat som motivationscoach i Axe Capital og endda har været ombord siden begyndelsen. Hun er næsten lige så investeret i virksomheden som Axe selv, og hun har et nært og på mange måder intimt forhold til børshajen, hvilket gør kampen mellem de to mænd i hendes liv personlig for dem begge. Alle kneb gælder i krig og kærlighed, som man siger.

Det er et forrygende og fantastisk velskrevet drama og et spændende alternativ til alle de serier, der handler om advokater og politikere. Selvom Billions indeholder både jura og politik også, er udgangspunktet en anden, men lige så fascinerende og endda forførende verden. Dog er der naturligvis det fællestræk, at det altid handler om magt og indflydelse, og om at vinde “spillet.”

Som altid lever serien i kraft af dens figurer, og Billions byder på et spændende persongalleri af komplekse individer, der giver trekantsdramaet en ekstra kant. Eksempelvis er Chuck masochist, og hans smukke hustru er hans dominatrix. En anden fascinerende figur er Taylor Mason, en intetkønnet person, født som kvinde, matematisk geni og lidt af et “vidunderbarn” i branchen. Det er progressivt og vil muligvis få nogen til at fravælge serien, men det er et budskab leveret med den subtilitet, mange efterspørger, og deres fortælling er ikke en værdikamp. De er bare den figur, de er.

Serien er skabt af et trekløver, hvis filmografi er relativt kort, men til gengæld tæller et par små perler i form af Rounders fra 1998 med Matt Damon, Edward Norton og John Malkovich – som i øvrigt også har en tilbagevendende rolle i Billions – samt Runaway Jury fra 2003 med John Cusack, Dustin Hoffman og Gene Hackman. De to er skrevet af Brian Koppelman og David Levien i fællesskab, og sidste mand i trekløveret er Andrew Ross Sorkin, journalist og forfatter med fokus på finansstoffet, der bl.a. har skrevet bestselleren Too Big to Fail om finanskrisen i 2008 og Lehman Brothers’ kollaps set fra hhv. Wall Street og myndighedernes perspektiv.

Jeg er netop begyndt på 4. sæson på HBO, og jeg har været totalt opslugt i de første tre sæsoner, der også kan ses på Viaplay. Niveauet er tårnhøjt, og det er en af de bedste dramaserier, jeg har set siden de første sæsoner af House of Cards. Måske lige bortset fra Better Call Saul. De kæmper i hvert fald en tæt kamp om førstepladsen på min personlige liste.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *