Next of Kin er en thriller fra 1989 instrueret af John Irvin. Han er manden bag bl.a. Sagen er bank og Dødens drabanter. I vort svenske broderland fik den titlen Dirty Fighting, en snedig reference til Dirty Dancing, naturligvis.
Patrick Swayze er politimanden Truman Gates. Han er tidligere bondeknold fra en af landets bjergrige egne, hvor hele hans hævngerrige slægtskab stadig bor dør til dør i hver sin campingvogn. De er stolte, ubarberede jægere, der skyder med bue og dolker først.
Da lillebroderen Gerald (Bill Paxton) myrdes af en storbygangster, vil hele slægten ordne den slags som i de gode, gamle dage. Truman rager uklar med Briar (Liam Neeson), tredjemanden i brødreflokken. Politimanden og bjergmanden har hver sin måde at gøre tingene på.
Det hele ender i en god omgang hævn. Selvom Swayze er velsoigneret og gift med en yndig koncertviolinist (Helen Hunt) er der stadig lidt bjergmand i ham. Mon ikke han stadig har en skovmandsskjorte i klædeskabet? Svenskergarnet er i hvert fald intakt.
Det er en fin omgang drama og action. Den vækker minder om Blodrødt daggry, men også Vidnet med Harrison Ford i Amishland. Sidstnævnte har et tilsvarende kulturelt islæt, og førstnævnte byder på guerrilakrig med bl.a. Swayze. Dog mere end denne her.
Lidt overraskende blev Swayze nomineret til en Razzie for denne og Road House. Men Road House er jo en smækkerfed actionsag. Nu må de styre sig.
Begge fik blandede anmeldelser dengang, men Road House er en kultfilm. Next of Kin er mere alvorlig. Den har et kultpotentiale, men mangler lige det sidste til den kategori. Til gengæld er dramaet bedre.
