David Hasselhoff og Lisa Rinna.
Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D. er en actionthriller fra 1998 med selveste David Hasselhoff som den bryske, cigartyggende, øjeklapklædte Marvel-helt.
Du kender ham formentlig fra MCU, hvor han spilles af Samuel L. Jackson. Hasselhoff er ikke en hvidvasket udgave. Karakteren var oprindeligt hvid, men i 2001 skabte Marvel en Ultimate-version, der var sort.
Filmen er en TV-produktion, og den er fuld af kendte TV-ansigter fra 90’erne. Men manuskriptet er faktisk skrevet af David Goyer, manden bag bl.a. Dark City, Blade-filmene og Christopher Nolans Batman-trilogi.
Farvel til den røde badebuks
Hasselhoff er en pensioneret version af Fury. Han bor i en gammel mine i Nordamerika, hvor han fordriver tiden med at hakke løs på klippevæggene. Det må være en macho actionhelte-ting.
Hans gamle ærkefjende, lederen af Hydra, Baron Wolfgang Von Strucker, er nedfrosset på en S.H.I.E.L.D.-base, da hans krop indeholder en dødelig virus opfundet af dr. Arnim Zola.
Men en dag bliver kroppen stjålet af baronens børn, Andrea og Werner. De planlægger at bruge virussen i et terror-angreb i New York, og så må Fury atter trække i arbejdstøjet. Ikke en rød badebuks, men sort læder.
Skrækkeligt dum
Selvom Goyer har skrevet andre gode ting, er manuskriptet virkelig dumt. Især Hasselhoff fyrer nogle skrækkelige replikker af, og plottet er en rodet omgang med flere unødvendige tilføjelser og andre svinkeærinder.
Det er som nævnt en TV-produktion, og det var faktisk en TV-pilot med henblik på en TV-serie. Det er dog ingen overraskelse, at de ikke nåede længere. Ud over manus-problemerne overspiller alle, og det føles mere som et levn fra den billige ende i 80’erne.
Eller en Roger Corman-produktion a la Black Scorpion.
Ufrivilligt sjov
Én ros fortjener den. I modsætning til mange andre tidlige tegneseriefilmatiseringer er det ikke bare Nick Fury af navn. Du får et helt tegneserieunivers med mange andre karakterer og deres organisationer.
S.H.I.E.L.D. har endda udstyret i orden. Det overraskede mig, at de faktisk har skabt den velkendte “helicarrier,” organisationens flyvende hangarskib, som også figurerer ofte i MCU-filmene.
Slutteligt vil jeg sige, at jeg hyggede og morede mig. Den er so-bad-it’s-good. Klichéfyldt, overspillet, dum og fjollet, men på den ufrivilligt sjove måde. Man kan kun elske “The Hoff.”
