
Pas på! Vi er rasende… (engelsk titel: Watch Out, We’re Mad!, originaltitel: …altrimenti ci arrabbiamo!) er en spansk-italiensk actionkomedie fra 1974.
Bud Spencer og Terence Hill er denne gang et par racerkørere, der vinder en strandbuggy i fællesskab, da løbet ender uafgjort. Mens de forsøger at afgøre dysten på anden vis, dukker nogle skumle typer op for at rasere forlystelsesparken, hvor de nyder en omgang øl og pølser. Midt i al balladen bliver strandbuggyen smadret.
Det hele handler om grunden, hvorpå forlystelsesparken ligger. Her vil en gangster bygge et højhus. De to racerkørere vil bare gerne have deres strandbuggy erstattet. Men striden bliver personlig, og de ender med at gøre dagens gode gerning.
Humoren er fjollet som altid. Der er masser af slagsmål, og opfindsomheden er stor. Lige som i Pas på, politiet kommer! har de været særligt kreative. Racervinklen tilfører motoriseret action, og én scene minder mig om Herbie i højeste gear.
Gangsterbossen er lidt for tumpet til at være rigtigt sjov. Det samme kan siges om Donald Pleasence. Til gengæld er der mange andre skægge scener. F.eks. en ret besynderlig korscene. På en måde falder den helt udenfor duoens normale schtick. Men den er sjov.
Du kan se den på Prime.











