Pig er et drama fra 2021 instrueret af Michael Sarnoski. Det er hans debutfilm, og han arbejder pt. på en spin-off-prequel til A Quiet Place, der får undertitlen Day One.
Nicolas Cage spiller en trøffeljæger, som bor alene i skoven med sin elskede trøffelgris. Han leverer ugentligt trøfler til en ung mand, som formidler dem videre til restaurationsbranchen i Portland. Men trøfler er mange penge værd, og en dag bliver trøffelgrisen stjålet.
Du kan nok gætte, at Cage ikke finder sig i den slags, og jagten på trøffelgrisen sættes ind. Men det vil være en fejl at tro, den er sammenlignelig med John Wick, hvor tabet af en anden firbenet bedste ven igangsætter et større hævntogt.
I stedet får du en slags selvransagelsesrejse, som ripper op i gamle sår og afdækker en tragisk forhistorie for sit publikum. I hvert fald delvist. Enkelte detaljer svæver stadig i vinden. Der er en tvetydighed, som sendte mig i en anden retning, og da filmen slutter, føler jeg, der mangler noget. Lad mig forklare.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Trøffeljægeren og bagmanden, som står bag trøffeltyveriet har begge mistet en kvinde. Nogle detaljer gav mig den idé, det var den samme kvinde, de havde til fælles. Det ville give dem en fortid, som bedre kunne forklare, hvorfor den velhavende restauratør går så vidt som at hyre to junkier til at stjæle en trøffelgris i stedet for blot at fortsætte med de ugentlige leverancer. Eller prøve at købe den. Eller købe en anden.
Men da historien ender, har det hele åbenbart været så enkelt, som det så ud til, og derfor savner jeg en bedre krølle på det hele. I hvert fald ift. den side af plottet.
Til gengæld er jeg vild med stemningen, dramaet og den overraskende “jagt” på trøffelgrisen, hvor intet udvikler sig som forventet. Cage er som en anti-actionhelt i denne fortælling. En møgbeskidt, blodindsølet Jesus-figur, der løser sine udfordringer uden vold.
Cage har selv kaldt den sin yndlingsfilm blandt sine egne, og jeg forstår godt hvorfor. Han leverer en fantastisk dybfølt præstation. Enkel, fåmælt, men alligevel stærk og intens.
Jeg forstår godt, hvis nogen bedømmer den bedre end jeg. Den har en poesi, mange vil elske. Den behandler tungtvejende temaer, som rammer og rører beskueren. Hvis altså man ikke forventer en helt anden film. Jeg var forberedt.
Men der er nogle skønhedsfejl og en scene, som – selv hvis den er af symbolsk karakter – stadig stikker ud som besynderlig. Derfor ender jeg ikke helt deroppe, hvor andre ligger.
