Puzzle (originaltitel: L’uomo senza memoria, hvilket betyder “Manden uden hukommelse”), også kendt på dansk som Dødens puslespil, er en italiensk thriller, en giallo, fra 1974.
Peter Smith er manden uden hukommelse. Han mistede den tilsyneladende i en bilulykke, og han kender kun sit navn fra sit pas. Men så dukker en anden mand op og hævder, Peters rigtige navn er Ted, og han er en led forræder.
Derfra bliver alting mere og mere mystisk, men jeg vil ikke afsløre plottets mange detaljer. Historien er ganske interessant, selvom filmens niveau kunne være højere.
Skuespillet er en anelse tørt, og der er mange scener, hvor aktørerne tilsyneladende forsøger at sætte hastighedsrekord i afleveringen. Det bliver en anelse kunstigt.
Manuskriptet er tilsvarende klodset. Der er kiksede replikker, og logikken i skurkenes planer smuldrer, da det endelig står klart, hvad der foregår. Men indtil da var selve afdækningen tilpas medrivende.
Det er den mest blodfattige giallo, jeg har set. De handler oftere om seriemordere og lignende, men denne gang er det mystikken, som løfter byrden.
Giv den en chance. Den er ikke uinteressant, den kunne bare være bedre.