Steven Spielberg er tilbage i science fiction-genren med Ready Player One, et virtuelt actionbrag, der foregår i 2045, hvor verden er sunket endnu dybere ned i konsumerismens altopslugende sump, godt hjulpet på vej af den voksende afhængighed af virtuel eskapisme skabt af software-programmet OASIS, der har udviklet sig til et monster med virkelige konsekvenser for brugerne, der lokkes til at satse alt, de ejer og har, i jagten på den store gevinst.
Handlingen følger teenagedrengen Wade Watts, der lige som alle andre bruger det meste af sit liv i den virtuelle verden og deltager i en konkurrence skabt af Jim Halliday, den afdøde skaber af OASIS, der har efterladt hele sin formue og programmet bag den virtuelle verden til vinderen. Men det er lettere sagt end gjort, for spillets regler er gådefulde, og software-konkurrenten IOI vil gøre hvad som helst for at vinde og overtage OASIS.
Nostalgisk tidsrejse
Det er en film for spil- og popkulturnørder, især førstnævnte, men alle andre kan også være med. Handlingen er som et computerspil, der blander genrer og formater, og den virtuelle verden er en nostalgisk rejse tilbage i tiden og propfuld af popkulturelle referencer. Nogen vil måske synes, det er cheesy, men jeg elskede det.
Historien er ikke unik. Der er en klassisk opskrift, man genkender fra mange andre film og historier, og der er masser af elementer, der vækker minder om andre film. Men den er underholdende og medrivende, og der er ikke et kedeligt sekund.
Jeg bør nævne, at selvom den rummer temaer som konsumerisme og virtuel afhængighed, er det ikke dens ambition at gå i dybden med dem. Det er ikke en alvorlig film, men et science fiction-eventyr.
Imponerende flot
Det meste af filmen foregår i den virtuelle verden, men det er ikke en virkelighedstro verden som i The Matrix eller en digital verden som i Tron. Det er en computerspilsverden med magi og teknologi i skøn forening, og brugernes avatarer ligner animerede computerspilskarakterer i mange forskellige stilarter. Det vil sige, at en stor del af filmen er animeret, men niveauet er tårnhøjt og imponerende flot. Den ligner ikke en tegnefilm fra Pixar eller lignende, men snarere en ultra-realistisk version af et computerspil.
Kort fortalt er det en underholdende og medrivende film med en historie, der løser opgaven, og visuelle effekter, der overrasker og imponerer og gør den til en fantastisk filmoplevelse.
