
Reindeer Games (dansk titel: Dobbeltspil) er en julethriller fra 2000 instrueret af dengang 69-årige John Frankenheimer. Han havde en lang karriere bag sig, hvor titler som den oprindelige The Manchurian Candidate, den prisvindende Grand Prix og senest Ronin stikker ud. Det blev hans sidste film, før han gik bort i 2002.
Ben Affleck er hovedpersonen Rudy, der sidder inde for biltyveri med få dage tilbage. Men jeg vil nødigt afsløre for meget, da handlingen byder på flere uventede drejninger. Den første kommer tidligt, og derfor vil jeg kun give en ledetråd mere; de skal begå et røveri.
Det er god underholdning. De nævnte, uventede drejninger og den tilhørende spænding i plottet og situationen skaber en medrivende og oftest ret uforudsigelig thriller. Affleck får selskab af Charlize Theron og Gary Sinise. Dygtige aktører, solidt håndværk, tjek, tjek.
På godt og ondt er drejningerne af den type, hvor de smider alt op i luften for at tage fusen på dig. Faren ved den strategi er, at alt, der skete forinden, skal passe ind i den nye virkelighed. Den nye plan. Den, der lavede planen, skal have tænkt på alle risici ved dette scenarie. En stor drejning kan være genial – eller udstille planen som torskedum.
Her sker det sidste. Det hele bliver en tand for kringlet. Men når det er sagt, er det stadig en underholdende film. Der ryger nogle hjerter i bedømmelsen, men jeg vil anbefale den alligevel. Jeg ser den gerne selv igen en dag.











