Reptilicus er en dansk-amerikansk monsterfilm fra 1961. Den findes i to udgaver. En dansk udgave instrueret af Poul Bang (Støv på hjernen mfl.) og en amerikansk udgave instrueret af Sidney Pink. Han var kendt for billige gys og science fiction.
Måske burde den findes i tre udgaver. Den amerikanske distributør besluttede nemlig at skrotte Pinks oprindelige cut. I stedet lod de filmens danske-amerikanske manusforfatter Ib Melchior lave den endelige udgave.
Plottet er mere eller mindre det samme i alle udgaver. En mineingeniør finder en halestump fra en forhistorisk øgle. Den begynder at regenerere, og pludselig står de med et kæmpestort monsterfirben.
Det er ikke en komedie. Selvom handlingen inkluderer et par mandejagende professordøtre samt gode, gamle Dirch Passer i en komisk birolle, er filmen hovedsageligt alvorlig. Den minder mere om Klodernes kamp end Majorens oppasser.
Kampen om den døde ko
Den danske udgave er en hyggelig tidslommefilm, men også en herligt naiv genrefilm, som de lavede dem dengang farfar var ung. Lidt tør og langsommelig, men også ufrivilligt sjov og charmerende.
Den amerikanske udgave adskiller sig på en række væsentlige punkter. Først og fremmest er der faktisk tale om forskellige optagelser, hvor de danske skuespillere taler engelsk. De blev dog alligevel dubbet i Melchiors endelige cut. Det er især tydeligt med Dich Passer, der lyder mere som Ernest P. Worrell.
En karakter spilles af en anden skuespiller, da den danske ikke kunne engelsk. Hun kan dog ses i en enkelt scene. Derudover har de reduceret politichefens rolle. Hvis du spotter en karakter, der ligner en Chicago-gangster, så er det ham.
De har udeladt nogle meget Morten Korch-agtige scener på stranden, hvor professorens yngste datter bliver dus med borebissen Svend. I stedet har de forvandlet byturen med generalen og den ældste datter til en længere turistvideo, hvor alle københavnske seværdigheder præsenteres.
Kæmpeøglen på Langebro
Den øvrige amerikanske udgave er til gengæld spækket med stemningsskabende underlægningsmusik, mere kontrastfyldt belysning og makabre nærbilleder. Her mærker man tydeligt, at amerikanerne er mere hjemmevante i denne genre. Hvor danskerne måske ikke helt turde overgive sig.
Dirch får stadig lov at være sjov mand i sine scener, men nogle kloverier er helt udeladt. Inkl. den mest besynderlige scene i den danske film, hvor han synger en sang for nogle børn i en park. Sangen handler om den voksende øgle, som ganske vist ikke er brudt ud endnu. Men med tanke på det senere ragnarok, er det lidt mærkeligt at inkludere en børnesang om ikke at være bange for “Tilicus, det lille pus.”
Endelig er der den forskel på de to udgaver, at Reptilicus kan flyve og spy ild i den danske udgave. I den amerikanske kan han ikke flyve, og i stedet for ild spytter han syre. Hvilket er både mærkeligt og en røvdårlig effekt.
Begge udgaver er spøjse og ufrivilligt morsomme. Ganske underholdende, men ikke som sådan gode film. De har begge noget, den anden mangler. De har også begge noget, ingen af dem behøver. Det er lidt op og ned, men jeg har moret med mig begge udgaver.
