Road to Perdition er et krimidrama fra 2002 instrueret af Sam Mendes. Han er manden bag bl.a. American Beauty samt Bond-filmene Skyfall og Spectre. Den er baseret på en tegneserie af Max Allan Collins.
Tom Hanks er Michael Sullivan, en familiefar og lejemorder for den irske mafia. Jeg vil ikke afsløre alt for meget om handlingen, men den involverer mord, hævn og meget andet.
Den handler om et far-og-søn-forhold under ekstreme omstændigheder. Ja, faktisk flere. Paul Newman er mafia-bossen John Rooney. Han har et faderligt forhold til Sullivan, men han har også sin egen søn (Daniel Craig). Deri ligger forviklinger, du må se i filmen.
Den foregår i 1931, en slags gylden æra for mafiaen pga. alkoholforbuddet, som ingen ønskede at overholde. Historien er fiktiv, men der optræder en enkelt gangster fra virkeligheden, Frank Nitti, Al Capones fætter, bodyguard og en af bosserne i Chicago.
Jude Law spiller en lejemorder, der hyres til at ondulere Sullivan. Han er en gusten karakter helt ulig de storcharmører, han oftest spiller. Lige som Hanks prøver han også kræfter med noget nyt. De gør det begge fortrinligt.
Det er ikke en typisk gangsterfilm eller en regulær actionfilm, selvom hævn er et gennemgående tema. Det er i stedet et forrygende, bevægende, karakterdrevet drama med lutter fremragende præstationer, stærke scener og bundsolidt håndværk.
Du kan se den på Disney Plus.