Miller’s Crossing

Gabriel Byrne og John Turturro.

Miller’s Crossing er en thriller fra 1990 skrevet og instrueret af Coen-brødrene. Det er dem med Fargo, The Big Lebowski, No Country for Old Men og mange andre.

Handlingen foregår under Forbudstiden i USA. Her opstår en konflikt mellem to gangstere, fordi den irske mafia-boss, Leo O’Bannon, ikke vil lade sin italienske kollega, Johnny Caspar, myrde en bookmaker, som har forpurret en af hans fiksede boksekampe.

Det hele handler om en dame, Verna Bernbaum (Marcia Gay Harden). Leo er forelsket, og bookmakeren er hendes bror. Hovedpersonen er Tom Regan (Gabriel Byrne), Leos højre hånd, som hvirvles ind i konflikten, da han har en affære med Verna.

Min filmmaker, Ruben, fandt en anmeldelse med en omfattende analyse af Coen-brødrenes brug af hatte i filmen. Den indledes nemlig med en drøm om et hat, der blæser i vinden, og stakkels Tom må jagte den. Hatten er et udtryk (især i den tid) for en mands identitet, og vinden er en ydre faktor, der påvirker den på kaotisk og tilfældig vis.

Jeg hverken kan eller vil tage kredit for den analyse, men du kan læse den lige her: https://letterboxd.com/tarantinole/film/millers-crossing/

Jeg inddrager den i min egen anmeldelse, fordi den giver et interessant og formentlig korrekt perspektiv. Tom mister nemlig kontrollen i en periode i filmen. Han skubbes rundt som en hat i vinden, og han må genfinde sin egen identitet – sin nye identitet – for at få kontrollen tilbage.

Coen-brødrene serverer deres fortælling med deres sædvanlig glimt i øjet og sans for de spøjse og til tider absurde detaljer. Den ligger dog tættere på f.eks. No Country for Old Men end The Big Lebowski. Der er spænding og drama, hvor alvoren bider sig fast.

Som altid er niveauet superhøjt. Handlingen er velskrevet, og det skønne persongalleri består af folkekære ansigter fra Hollywoods bedste rækker. Dette er brødrenes blot tredje film, men de ved, hvad de laver, og du får en skøn filmoplevelse.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.