Al Pacino og Andy Garcia.
The Godfather Coda: The Death of Michael Corleone er en 30 års jubilæumsudgave af den tredje og sidste film i Francis Ford Coppolas famøse trilogi om Corleone-familien. Biografversionen udkom i 1990, 16 år efter forgængeren.
Med 158 minutters spilletid er dette den korteste af de tre udgaver af filmen. Den oprindelige biografversion er fire minutter længere, og Director’s Cut fra 1991 er den længste udgave med hele 170 minutter.
De har ændret klipningen og re-arrangeret dele af musikken i Coda-udgaven, især i begyndelsen og slutningen. Coppola har udtalt, at denne udgave er hans oprindelige vision, som genrejser filmens status i trilogien.
Den oprindelige udgave var nemlig relativt udskældt ift. de to første mesterværker. På Rotten Tomatoes må den nøjes med 66 procent. Her springer Coda-udgaven op på langt hæderligere 86 procent.
Jeg mindes ikke at have set den nogensinde før, så jeg kan lige så godt tage den udgave, alle anbefaler. Som sagt, så gjort.
God, gammeldags gangster-manér
Det er som nævnt en efternøler, og handlingen springer frem til 1979. Michaels børn er voksne, og han ønsker ikke at efterlade dem et forbryderimperium, så han forsøger at købe sig ind i en legitim virksomhed og klippe forbindelserne til de gamle forretninger.
Men det er lettere sagt end gjort. Michael efterlader et vakuum, og de unge brushoveder vil hellere slås om tingene (og bide ørerne af hinanden). Som Michael siger i én af filmens berømte citater: Netop som jeg troede, jeg var ude, trækker de mig ind igen!
Da jeg ikke har set de ældre udgaver, kan jeg ikke sammenligne. Men jeg kan sige om denne, at den fanger stemningen, tonen og ånden fra de to første film. Det er et kapitel i sagaen om Corleone-familien fuld af magtkampe, rænkespil og krig efter behov.
Kritikken mod originalen handlede bl.a. om plottet og unge Sofia Coppola, instruktørens datter, som spiller Michaels datter i filmen. De må have løst begge punkter på magisk vis i klipperummet, for jeg kan ikke sætte en finger på nogen af delene.
De kreative valg kan altid diskuteres, og jeg kan få øje på nogle, som ikke nødvendigvis vil overvinde alle. Men jeg har intet problem med dem. Mens visse dele af handlingen følger velkendte mafia-tråde, er det forfriskende, at andre kan overraske.
Finalen er et kunststykke. Mesterligt udført. Trådene samles, og regnestykkerne gøres op på god, gammeldags gangster-manér. Coppola og medforfatteren Mario Puzo overrasker for sidste gang og ganske passende til tonerne af en italiensk tragedie.
I skrivende stund kan du se den på Viaplay.
