Shrinking

Shrinking er en komediedramaserie fra 2023 skabt af Bill Lawrence (Scrubs), Brett Goldstein (Ted Lasso) og Jason Segel. Sidstnævnte er bedst kendt fra How I Met Your Mother samt adskillige film, bl.a. Forgetting Sarah Marshall.

Jimmy (Segel) er den primære hovedperson. Han er psykolog, far til en teenagepige og nylig enkemand. Han har sørget og sumpet i et års tid, da serien begynder, endda i en sådan grad at han har svigtet sin egen datter katastrofalt. Han forsøger stadig at passe sit arbejde, og i et anfald af frustration prøver han noget nyt med sine patienter. Til alles overraskelse ser det ud til at virke. I hvert fald for en stund.

Selveste Harrison Ford spiller en birolle som Pauls kollega og mentor. Hollywoods koryfæer vender i stigende grad tilbage til den lille skærm på deres gamle dage. Men i modsætning til visse andre (Arnold og Sylvester) er Ford ikke hovedpersonen. Desuden prøver han kræfter med noget nyt, hvor de andre spiller roller, der ligger lige til den svulmende højrearm.

Han er rigtigt god som en gammel gnavpot. Man kan ganske vist sige, at han bruger meget af sin egen velkendte, tørre humor. Men der er også dramatisk tyngde. Han er ikke bare en cameo nu og da. Han er en fuldgod del af serien på lige fod med de øvrige biroller.

God balance mellem alvor og komik

Den øvrige rolleliste består af nye og gamle kendinge. Jeg blev især overrasket over at se Ted McGinley som Pauls nabo. Min generation husker ham som Al Bundys nabo Jefferson i Vore værste år. Han er i serien gift med en kollega, vi også lærte at kende i 90’erne, Christa Miller. Først i The Drew Carey Show og siden i Scrubs.

Blandt de nye navne vil jeg fremhæve Jessica Williams, kendt fra bl.a. The Daily Show og Fantastiske skabninger-filmene.

Der er masser af situationskomik. Paul har en evne til at jokke i spinaten igen og igen. Han er stadig ved at finde sig selv igen, men visse dumheder er også bare en del af hans karakter. Faktisk har han overraskende mange usympatiske træk, selvom han ikke er et skidt menneske. Blot et menneske med en propfuld rygsæk.

Der er som nævnt dramatisk tyngde. Dels bidrager patienterne med problemer og udfordringer. Den afdøde kone lægger naturligvis en god bund. At opdrage en teenagepige skal også være en mundfuld. Alle kæmper med et eller andet. Men problemerne lader sig også bearbejde, og her kommer de gode budskaber. Den finder en god balance mellem alvor og komik. Nu og da er den meget rørende og hjertevarm. Lige som Scrubs.

Du kan se den på Apple TV.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.