Snemanden

Michael Fassbender som Harry Hole.

Snemanden er en britisk thriller fra 2017 baseret på en roman af den norske forfatter, Jo Nesbø, der også har skrevet Headhunterne, som blev filmatiseret i 2011 med Nikolaj Coster-Waldau i en af hovedrollerne. Snemanden er en del af Nesbøs bogserie på i alt 12 bind om kriminalbetjenten Harry Hole, men sjovt nok ikke det første bind, men det syvende.

Handlingen følger den alkoholiserede kriminalbetjent, Harry Hole, der er en legende i politistyrken, og derfor får han lang snor, selvom han tilbringer dagene på bunden af en flaske og nætterne lige der, hvor han går kold, om det så er midt på fortovet i hjertet af Oslo. Men en ny rekrut og en ny sag om en forsvundet kvinde, som muligvis er det seneste offer for en seriemorder kaldet ”Snemanden,” hiver ham op af flasken og tilbage på sporet.

Filmen har været længe undervejs. I begyndelsen var Martin Scorsese på som instruktør, men han sprang fra i 2013, og året efter blev Tomas Alfredson (Låt den rätte komma in) hyret. Det siges, og det giver god mening, at Snemanden blev samlet op af Hollywood i kølvandet på Stieg Larssons populære Millennium-trilogi, og der er mange stemningsmæssige ligheder, omend Snemanden ligner en mere typisk seriemorder-thriller, hvor Larssons bøger og filmatiseringerne havde en spændende kant i form af hacker/goth/punktøsen Lisbeth Salander.

J.K. Simmons og Rebecca Ferguson.

Anmelderne har slagtet den, og den må nøjes med sølle 8% på Rotten Tomatoes. På IMDb er de knap så hårde. Her får den 5,1 ud af 10. Den var heller ikke en biografsucces og indtjente beskedne 43 millioner dollars på verdensplan. Til sammenligning indtjente den svenske Mænd der hader kvinder 104 millioner dollars, og det amerikanske remake nåede op på 232 millioner dollars.

Bøgerne er succesfulde, og man kan godt fornemme, at der er en god krimi et eller andet sted. Seriemorderens metode – eller som Will Graham i Hannibal ville sige: hans design – er ikke uinteressant, men det er som om de holder igen. Den er R-rated, men de kunne sagtens gå længere. Både hvad angår mordene, spændingen, dramaet og god, gammeldags action. Den kommer lige akkurat til kort på alle parametre og hvis jeg skulle bruge et ord, der opsummerer den, ville jeg sige, at den er en anelse tør. Ikke decideret dårlig, men bare ikke god nok til at være rigtig god.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *