Sonic the Hedgehog 3 er det seneste kapitel i live-action-sagaen om Segas computerspilspindsvin. Hele holdet er tilbage, fra instruktøren Jeff Fowler til den voksende CGI- og menneskefamilie. Dog træder donutlorden Tom (James Marsden) mere og mere i baggrunden. Sonic og co. kan sagtens løfte filmen alene.
Opskriften er velkendt. Både i genren og efterfølgere generelt. Sonic skal atter udfordres af en mægtigere modstander. Denne gang et pindsvin, som næsten er en slags ond tvilling. Præmissen minder en anelse om temaet i Alan Moores The Killing Joke. Den dårlige dag, som afgør en karakters videre færd.
Spillenes fans kender allerede Shadow, som den nye fjende hedder. Jeg var totalt blank, og især det første møde mellem de to hovedfigurer sendte mine gætterier i den gale retning. Jeg ved ikke, hvorfor dialogen fokuserede så meget på, at de ligner hinanden, når det ingen betydning fik. Med mindre de gemmer det til en anden film.
Dr. Robotnik lever stadig, og Jim Carrey hygger sig tydeligvis i rollen. Det er nærmest det eneste, han gider at lave efterhånden. Men han er også god, og denne gang er han dobbelt så god, hvis du forstår sådan en.
Det gør ikke spor, at Tom og hustruen Maddie træder i baggrunden. Deres bryllupsplot var en af svaghederne i forgængeren. Nu får du bare mere action og eventyr med pindsvinene og den tohalede ræv. De forvandles til et trekløver med humor og en velfungerende dynamik.
Det er god underholdning. Hvis jeg var 10 år gammel, ville jeg bare elske den. Som voksen kan jeg synes, den er lidt for fjollet her og der. Originaliteten kan også diskuteres. Men den er ikke kedelig, og det er nok.
I skrivende stund kan du se den på SkyShowtime.
