Spies Like Us, også kendt på dansk som Vi er spioner, er en spionkomedie fra 1985 instrueret af John Landis. Du kender ham som manden bag Trading Places, Three Amigos, Coming to America og mange andre.
Chevy Chase og Dan Aykroyd er et par mere eller mindre uduelige efterretningsfolk, der rekrutteres til en hemmelig operation på den anden side af kloden. Hvad de ikke ved er, at de blot er en afledningsmanøvre.
Den lægger sig i slipstrømmen på film som Police Academy og Stripes. De to spionrekrutter er helt umulige, og de dumper alle lektioner. Men heldet følger halvhjernerne, og i felten går det bedre end forventet.
Det er en sjov, lille film og en fin spionkomedie, som stadig puffer til lattermusklerne. Den når ikke samme højder som førnævnte Landis-film, men den er perfekt til en hyggelig filmaften i selskab med Chase og Aykroyd.