Coming to America

Coming to America er en romantisk komedie fra 1988 instrueret af John Landis (Bossen og bumsen, En amerikansk varulv i London).

Eddie Murphy er prins Akeem fra Zamunda. Hans 21 års fødselsdag er også hans bryllupsdag og hans første møde med sin kommende brud. Yup, det er et skidt, gammeldags arrangeret bryllup, og den stakkels pige er hele sin opvækst blevet opdraget, groomet og – groft sagt – hjernevasket til at blive den perfekte hustru og kommende dronning.

Men Akeem vil hellere finde en kvinde, der kan stimulere ham intellektuelt og give ham modspil. En kvinde, han er forelsket i. Så han rejser til USA med Arsenio Hall dvs. tjener-vennen Semmi for at finde sin egen hustru. Og hvor finder man så en kommende dronning? I Queens, New York, naturligvis.

Opskriften er enkel. Det er en romantisk komedie, og Eddie får hurtigt øje på pigen. Resten af filmen handler om at gøre kur til hende. En klassisk opskrift. Men vinklen og kultursammenstødet mellem den unge prins og New York er frisk og underholdende.

Det er en umanerligt sjov film, og den holder stadig, hvis man kan tage en joke her og der i stiv arm. Det sjoveste er i virkeligheden at se Eddie i en rolle så fjernt fra hans velkendte flabethed. Som Akeem er han høflig, artikuleret og sjov på en helt ny måde.

I skrivende stund kan du se den på Amazon Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.