Star Wars: Revenge of the Sith er filmen, hvor sidste brik i puslespillet lægges, hvor alle trådene bindes sammen, og hvor den egentlige kamp mellem godt og ondt, historien, vi alle kender fra den originale trilogi, tager sin begyndelse. Og det gør filmen faktisk rigtig godt.
George Lucas er af mange blevet kritiseret for at være en dårlig historiefortæller, når der graves i detaljer som replikker og personskildringer. Men jeg synes faktisk, at filmens psykologiske aspekter omkring Anakin Skywalkers indre konflikter og hans begrundelse for at vælge den mørke side holder.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Han bliver forført efter alle kunstens regler. Den onde kansler gør sig fortrolig med unge Anakin og puster til hans ego, mens Jedi-rådet holder på deres hemmeligheder og mistror hans dømmekraft – og til slut tilbyder den mørke side naturligvis løsningen på Anakins største frygt. Det er et bedrag, den unge Jedi-ridder ikke formår at gennemskue.
Filmen samler de løse ender og fungerer som det perfekte led mellem de nye og gamle film. Vi trækkes rundt i et festfyrværkeri af blændende computereffekter og The Matrix-lignende lyssværdsdueller, og vi præsenteres for karakterer, landskaber og byer, der aldrig lod sig gøre i de gamle film.
En rigtig Star Wars-film
Men alligevel er netop denne film den af de nye, der føles mest som en rigtig Star Wars-film. For efterhånden som historien skrider frem, genser vi flere og flere af de velkendte karakterer. Stormtropperne ligner sig selv, wookierne kigger forbi, og mange af de velkendte rumskibe dukker op.
Da filmen slutter på kommandobroen af den uendeligt lange stjernekrydser, vi ser i åbningsscenen i Stjernekrigen aka. Star Wars: A New Hope fra 1977, med en besætning i velkendte grå uniformer og den Darth Vader, vi alle husker, er ringen sluttet.
Børnevenlig og plat
Der er enkelte bagdele. I starten er de fjendtlige robotter så dumme og ufrivilligt komiske, at man tænker tilbage på tyskerne i gamle 2. verdenskrigsfilm som Undskyld vi flygter (hvis nogen husker den). Det er en anelse børnevenligt og plat.
Senere er der løse ender, der næsten forbliver løse, omend vi får en eller anden form for smagsprøve. F.eks. får Obi Wan et hint om, han kan lære at vende tilbage fra de døde, som han jo gør det i den gamle trilogi. Men det er alt. Et enkelt lille hint. En reference. Ingen egentlig forklaring. Ingen instruktioner.
Men det skæmmer aldrig for alvor filmen, der uden tvivl vil gå sin sejrsgang verden over og glæde såvel nye som ældre fans.
Efterord
Hayden Christensen vandt igen-igen en Razzie i kategorien Worst Supporting Actor.
